Forskere finder 40 mutationer af coronavirus på Island
På Island har man testet knap 10.000 personer for smitte med coronavirus. (Arkivfoto) Foto: Dado Ruvic/Reuters
Dado Ruvic/Reuters
Det er sandsynligt, at coronavirus bliver mere smitsom, men mindre farlig for den enkelte, vurderer professor.
Coronavirusset muterer. Og det kan gøre det mange gange.
Det er der ingen tvivl om, efter at forskere har opdaget 40 mutationer af coronavirus - alene på Island. Det skriver Information.
Her har sundhedsmyndighederne testet knap 10.000 personer for smitte med coronavirus i samarbejde med det private genetikfirma Decode Genetics.
Derudover har man lavet en sekventering af de infektioner, der er fundet.
- Vi har fundet 40 islandspecifikke mutationer i virus. Vi har fundet en person, der havde en blanding af virus. Vedkommende havde virus fra før og efter mutationen, siger direktør i Decode Genetics Kári Stefánsson til Information.
I alt er der registreret 473 smittede personer på Island.
Sundhedsmyndighederne i landet har testet alle, der har udvist symptomer, som var syge eller i særlig risiko for at få coronavirus.
Dertil kommer cirka 5500 personer, som Decode Genetics har testet, men som ikke udviste symptomer og ikke var i risikogruppen.
Via gensekventering har man på Island kunnet kortlægge, hvor virus kommer fra. Nogle islændinge er blevet inficeret i Østrig, andre i Italien - og en mindre gruppe er blevet smittet i England.
Professor Allan Randrup Thomsen fra Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet er ikke overrasket over de mange mutationer.
- Coronavirus er kendt som en virus, der kan mutere rimelig heftigt. Vi har set rapporter om varianter fra Kina allerede. På den måde passer det godt med, hvad man vil forvente, siger han til Information.
Han forventer, at coronavirus på længere sigt vil udvikle sig til at være mere smitsom, men mindre farlig for dem, den rammer.
Sundhedsmyndighederne på Island vurderer, at den viden, man har fået om coronavirus' mutationer, vil kunne bruges over hele verden i indsatsen mod den verdensomspændende virus.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker