Forskere jagter årsagen til kræsenhed hos 30.000 børn
Arkivfoto Foto: BORBERG THOMAS/POLFOTO
BORBERG THOMAS/POLFOTO
Elever i hele landet skal smage og snuse i et projekt, der skal gøre forskere klogere på børns spisevaner.
Er det genetisk bestemt, om børn kan lide broccoli?
Er det socialt nedarvet, når livretten er pølser, og hvordan påvirker børns kulturelle baggrund deres forhold til mad?
Det er spørgsmål som disse, som forskere fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet håber at blive klogere på, når 30.000 elever fra på mandag for en kort bemærkning får deres smagsløg og lugtesans på skoleskemaet.
Projektet hedder Masseeksperimentet og går i al sin enkelthed ud på at bede eleverne udfylde et skema om deres baggrund og forhold til mad for derefter at lade dem smage og lugte til forskellige prøver og notere deres indtryk.
Besvarelserne ender hos de spændte forskere fra Institut for Fødevarevidenskab - en af dem er sensoriker Michael Bom Frøst.
- Denne undersøgelse vil give os ny og værdifuld viden, der kan ændre på forståelsen af børns spisevaner, siger han.
- Kræsenhed eller manglende madmod kan have mange årsager. For eksempel er det genetisk bestemt, hvor følsom man er over for nogle bitre smagsstoffer. Det har betydning for, om man kan lide broccoli eller ej.
Ifølge forskeren kan børnenes køn, alder, kulturelle baggrund og madvaner i familien også have betydning for, hvilken mad, de kan lide, ligesom det meget vel kan vise sig, at der er geografiske forskelle.
- Det er ikke sikkert, at børn i Sdr. Omme og i Ishøj har samme smagspræferencer, siger Michael Bom Frøst.
Bag Masseeksperimentet står Dansk Naturvidenskabsfestival, der arbejder for at fremme interessen for science blandt børn og unge.
Det sker ved at eksperimentere med naturfaglige emner, der tager udgangspunkt i elevernes egen dagligdag, og det er der ifølge festivalens projektleder, Liva Rønn-Petersen, en mening med.
- Ved selv at udføre forsøg og eksperimentere får børn og unge et indblik i forskningsverdenen, og de får en forståelse for, at science ikke alene foregår hos forskere i lukkede rum, men også har betydning for deres egen hverdag, siger hun.
Eksperimentet udføres i skolerne i ugerne 39, 40 og 41. De bearbejdede resultater vil blive offentliggjort i starten af november.
FAKTA
Det skal børnene smage og lugte til
Fra mandag 21. september og tre uger frem skal 30.000 elever fra 0. klasse i folkeskolen til 3.g på gymnasiet deltage i Masseeksperimentet 2015.
Det sker som led i Dansk Naturvidenskabsfestival, der kører hvert år i uge 39.
I årets udgave er elevernes lyst, evne og vilje til at smage på mad i fokus. Her er, hvad de unge forsøgskaniner udsættes for:
* Eleverne skal først besvare et spørgeskema om deres baggrund og forhold til mad.
* Dernæst får eleverne af læreren udleveret vatpinde med tre duftprøver, tre snapseglas med smagsprøver og to papirstrimler med smagsessens.
* Eleverne skal nu vurdere prøverne i et andet spørgeskema, som læreren indsamler og indsender til forskerne bag Masseeksperimentet 2015.
* Af gode grunde er det hemmeligt, hvilke smags- og duftvarianter børnene udsættes for, men elever med allergi for gluten, laktose og sesam bør ikke deltage.
De 30.000 elever fordeler sig over hele landet på denne måde:
* Region Hovedstaden: 345 klasser på 94 skoler.
* Region Sjælland: 261 klasser på 63 skoler.
* Region Syddanmark: 338 klasser på 83 skoler.
* Region Midtjylland: 247 klasser på 69 skoler.
* Region Nordjylland: 119 klasser på 26 skoler.
Kilder: Masseeksperimentet
Seneste artikler
Narkohund fik færten af lommen
13-årige Filuca fra Lolland til tops ved stort internationalt stævne
Tyve og ubehagelige typer i butikkerne: Netto tilbyder psykologhjælp til ansatte
Inviterer til stor åbning af historisk bygning
Mobning i byrådet: - Jeg kan godt genkende tonen
Mest læste artikler
Meget vand på kørebane spærrer spor
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet