Forskere påviser fodboldtrænings effekt for prostatapatienter
Siden 2011 har forskere undersøgt motionsfodbolds effekt for mænd med prostatakræft. Projektet er senere blevet døbt FC Prostata. Billedet her er taget fra en fodboldturnering i 2017 for mænd med prostatakræft. (arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Fodboldtræning forebygger mange hospitalsindlæggelser for mænd med prostatakræft, viser dansk forskning.
Motionsfodbold for mænd med prostatakræft kan mere end at skabe godt fællesskab og give patienter et afbræk fra sygdommen.
Træning en eller to gange om ugen har også en klinisk betydning for patienterne, og det kan forebygge mange hospitalsindlæggelser.
Det slår en gruppe forskere fra Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning ved Rigshospitalet fast i et nyt forskningsprojekt.
Resultaterne er netop blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Plos Medicine.
- Mænd, der spiller fodbold, har signifikant færre indlæggelser. De har bedre mentalt helbred, og de har stærkere knogler end de mænd, vi har sammenlignet med i projektet, siger Ph.d., fysioterapeut og hovedforfatter på projektet Eik Dybboe Bjerre.
Forskerne har fulgt 214 mænd med prostatakræft i et år. Den ene halvdel har trænet fodbold en eller to gange om ugen. En anden sammenlignelig kontrolgruppe har levet på normal vis med den motion, hver enkelt selv har prioriteret.
Efter et års opfølgning viste det sig, at der i kontrolgruppen på 105 personer var 33 hospitalsindlæggelser. I gruppen med 109 mænd, der har dyrket fodbold, var der 20 indlæggelser.
Det er ikke angivet i projektet, hvad der har ført til indlæggelserne.
Ifølge Eik Dybboe Bjerre er det første gang, at forskere har påvist en så klar effekt af et socialt motionsinitiativ.
- Vi ved, at fodbold kan være en god motionsform, fordi der er mange højintense løb, og fordi det kan være med til at styrke knogler og muskulatur, siger han.
- Men vi har aldrig tidligere kunnet dokumentere, at motionsfodbold også har en klinisk betydning for, hvor ofte de har behov for at blive set på et hospital.
Deltagerne i projektet var i gennemsnit 68 år.
Ifølge Eik Dybboe Bjerre dyrkede mændene i kontrolgruppen også en del motion, og det gør ifølge forskeren resultatet af projektet endnu mere opsigtsvækkende.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker