Forskere ser mulighed for grønt lys til amatørfodbold
Børn, unge og andre fodboldglade amatører er sjældent inden for smitteafstand af hinanden, når de spiller fodbold, viser ny forskeranalyse baseret på gps-data og videobilleder. (Arkivfoto) Foto: Jakob Boserup/Ritzau Scanpix
Jakob Boserup/Ritzau Scanpix
Analyse af 300 amatørfodboldspilleres bevægelser på banen viser, at de sjældent er i nærkontakt med hinanden.
Det kan være fuldt forsvarligt at lade amatørfodboldspillere tørne sammen til træning og kamp, selv om coronaudbruddet kræver, at alle holder afstand.
Ifølge en ny analyse fra forskere fra Syddansk Universitet (SDU) og Aarhus Universitet er det nemlig forholdsvis sjældent, at fodboldspillerne kommer i nærkontakt med hinanden.
- Det viser sig, at der faktisk er relativt lidt kontakt i det, man ellers kalder en kontaktsport, siger den ene af forskerne, professor i sport og sundhed på SDU Peter Krustrup.
Forskerne har før coronaudbruddet udstyret 300 amatørfodboldspillere i alle aldre med en gps og videofilmet dem, mens de spillede kampe eller trænede.
Med coronaudbruddet in mente har de så analyseret, hvor ofte spillerne kommer så tæt på hinanden, at det kan blive et problem i forhold til sundhedsmyndighedernes retningslinjer.
Analysen viser, at der under træning kun er fem tilfælde af kropskontakt per time per spiller.
Under en kamp er der ti tilfælde af kropskontakt per spiller per time.
Samtidig viser analysen, at kontakten mellem fodboldspillerne er meget kortvarig.
I løbet af en times amatørfodbold er spillerne kun inden for en afstand af halvanden meter fra en anden spiller i sammenlagt et minut.
Og i seks ud af ti af de tilfælde, hvor spillerne er inden for halvanden meters indbyrdes afstand, er de det kortere end et sekund.
Peter Krustrup understreger, at det i sidste ende er op til sundhedsmyndighederne at vurdere, om der kan gives grønt lys til motionsfodbold.
- Men jeg håber da, at de vil tage vores analyse med i overvejelserne, siger han.
Forskeren lægger ikke skjul på, at han håber, at der kan åbnes op for motionsfodbolden så hurtigt som muligt.
- For mig at se er det vigtigt, at befolkningen dyrker så meget idræt som muligt.
- Vi ved fra vores undersøgelser, at børn, unge og voksne bliver sundere og trives bedre, når de dyrker motionsidræt, så det bør også indgå i overvejelserne, siger han.
Peter Krustrups kollega på Aarhus Universitet, lektor Thomas Bull Andersen, har også undersøgt, hvor tit superligaspillerne er i nærkontakt.
Her viser det sig, at de professionelle dobbelt så ofte som amatørspillerne er i smitteafstand af hinanden under en kamp.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har lagt op til, at Superligaen inden længe kan starte igen - dog uden tilskuere.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker