Forskere strides om bier i Danmark
Hobbybiavler Ane Funch, Søndersø, viser rundt ved sine bier. Der er omkring 7000 biavlere i Danmark. 14 af dem er økologiske - det tal skal ifølge regeringen op på 300 i 2020. Men forskere advarer om negative effekter for naturen, fordi vilde bier kan blive presset ud af honningbier i Natura 2000-områderne. Foto: /ritzau/Michael Drost-hansen/arkiv
/ritzau/Michael Drost-hansen/arkiv
Mere økologisk biavl betyder hårdere pres på Danmarks værdifulde natur, advarer forskere. Andre er uenige.
Det kan skade statens naturområder og Danmarks vilde bier, hvis regeringen får mangedoblet produktionen af økologisk honning.
Det mener en gruppe danske forskere. De advarer mod at udsætte flere honningbier for at avle økohonning i landets Natura 2000-områder. Arealerne rummer særligt værdifuld natur, som EU forpligter os til at beskytte.
Blandt de kritiske røster er Carsten Rahbek, professor i biodiversitet ved Københavns Universitet.
- Hvorfor skal vi sætte produktionsdyr ud i fredede områder, der i forvejen er under enormt stærkt pres på grund af pesticider og manglende plads? Det kan få negativ effekt for naturen, siger Carsten Rahbek.
Han frygter, at honningbierne i kampen om føde vil fortrænge de vilde bier, hvis antal i forvejen styrtdykker i naturen. Honningbier kan også videregive sygdomme og parasitter til vilde arter.
Over hele kloden spiller både honningbier og vilde bier en vigtig rolle som bestøvere af landbrugsafgrøder.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde-Larsen (V) lempede i marts 2017 reglerne for økologisk honningavl.
Med lempelsen blev det økologiske honningareal med ét 20 gange større end før - som at gå fra Rømøs areal til Lolland-Falsters.
Det ventes at forøge antallet af øko-biavlere fra 14 i dag til 300 avlere i 2020.
Biavlerne må nu placere deres gårde, så økologisk honning fremstilles med mindst 95 procent nektar og pollen, som bierne har indsamlet fra økologiske og miljøvenligt drevne arealer eller naturarealer inden for tre kilometer.
Det vil i praksis sige på statslige naturområder.
Ifølge Carsten Rahbek bør vi af forsigtighedshensyn undgå biavl i områder, der er særligt udlagt til natur.
Seniorforsker Yoko Dupont fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet er ikke overbevist.
- Hvis man sætter vilde bier ud ved siden af en stor honningbigård, ser man selvfølgelig nogle effekter.
- Men kommer man 100 meter længere væk fra bistaderne, er der slet ikke samme tæthed af honningbier mere. Der sker en fortynding i landskabet, siger Yoko Dupont.
Hun peger på, at ukrudtsmidler samt mangel på blomster og redesteder er mindst lige så store problemer for de vilde bier.
I Danmarks Biavlerforening er man ked af diskussionen, siger konsulent Ole Kilpinen.
- Det kan være et problem ganske få steder. Men de allerstørste problemer for både honningbier og vilde bier er pesticider og manglende fødegrundlag, siger han.
Seneste artikler
Samarbejdet er ophørt: Valsemøllen er ikke trygge ved Danish Agro
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
- Et godt tidspunkt
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern