Forskningsmidler følger de riges sygdomme

Der bliver forsket mere i sygdomme, som hovedsageligt rammer de rige, end i sygdomme, der rammer de fattigste. Og medierne følger samme tendens med en overvægt af opmærksomhed på de velstilledes sygdomme. Det skriver Information.

- Forskningsmidlerne følger i et vist omfang de sygdomme, hvor forekomsten af velstillede er højest. Det kan vi se, siger Christoffer Johansen til Information og refererer blandt andet til enorme fonde i USA udelukkende målrettet brystkræftforskning.

Christoffer Johansen er professor og forskningsleder ved afdelingen Livet efter Kræft, Center for Kræftforskning under Kræftens Bekæmpelse.

- Sygdomme, der særligt rammer velstillede har generelt en større opmærksomhed blandt forskere og i medierne end de sygdomme, der rammer de svage eller dårligere stillet, siger han og fremhæver diabetes som et godt eksempel.

- Sukkersyge har for eksempel en meget stærk forskningsgren, fordi også veluddannede kan få sygdommen. Det samme gør sig gældende for brystkræft, der også rammer velstillede? siger han til Information.

Nogle sygdomme er slet og ret finere end andre, og det hænger ikke nødvendigvis sammen med dødelighed eller hyppighed, men også om, hvem der får den, hvad symptomerne er og om patientforeningernes evne til at fremstille sig selv i medierne.

- Der er sygdomme, der har særlig stor bevågenhed og er forbundet med særlig stor prestige, siger professor Allan Krasnik, centerleder på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

- Men det er meget svært at dokumentere sammenhængen mellem sociale klasser og den prestige. Dels er der mig bekendt ikke forsket i det, og dels kan der kan der være mange faktorer, der spiller med i den analyse, siger han.

/ritzau/

Der investeres og forskes mere i sygdomme, der rammer velstillede, end i sygdomme, der rammer de fattigste.

Offentliggjort Sidst opdateret