FØRSTE TILFÆLDE AF NY CORONAVARIANT ER FUNDET I DANMARK

Den meget smitsomme BA. 2.75-undervariant af omikron er første gang registreret hos en dansker

Offentliggjort Sidst opdateret

En ny coronavariant er blevet fundet i Danmark. Det oplyser Sundhedsministeriet på Twitter.

Der er tale om varianten BA.2.75, der er en undervariant af omikron.

Varianten er fundet hos en dansker, der er kommet hjem fra en ferie i Grækenland, hvor vedkommende formentlig er blevet smittet.

Det oplyser Statens Serum Institut til Ritzau.

Smittetilfælde med undervarianten er også blevet registreret i blandt andet Tyskland, Storbritannien og USA.

BA.2.75 blev første gang fundet i Indien. Her har den vakt opsigt, fordi den ser ud til at smitte meget hurtigt.

12. juni udgjorde varianten to procent af de indiske smittetilfælde. Omkring en måned senere lyder det tal nu på 23 procent.

Sundhedsministeriet skriver dog, at det endnu er uklart, om BA.2.75 er mere smitsom end andre varianter.

- Varianten har i nogle lande smittet mere end andre kendte varianter, men det er uvist, om den vil udkonkurrere BA.5 i Danmark, skriver ministeriet på Twitter.

BA.5 er også en undervariant til omikron. Varianten er på nuværende tidspunkt den dominerende i Danmark.

Sundhedsministeriet skriver videre, at det heller ikke vides, om BA.2.75 giver et mere alvorligt sygdomsforløb end BA.5.

At den nye undervariant kan være mere smitsom end tidligere omikronvarianter skyldes ifølge SSI en række mutationer i det såkaldte Spike-protein.

Den slags mutationer kan have betydning for virussens evne til at inficere celler i kroppen og undvige immunitet.

/ritzau/