Første vaccinestik gælder fra på fredag som coronapas
Første vaccinestik kan fra på fredag bruges som coronapas. (Arkivfoto) Foto: Ole Spata/Ritzau Scanpix
Ole Spata/Ritzau Scanpix
Fra på fredag gælder det første vaccinestik som coronapas. Dog først 14 dage efter at det er modtaget.
Har du fået første stik med en coronavaccine den 7. maj eller før, så har du fra fredag et gyldigt coronapas. Det er, hvad Sundhedsministeriet forventer, oplyser det i en mail.
Den første dosis vil dog kun gælde som coronapas i en periode.
Statens Serum Institut meddelte tirsdag, at det antager, at man er immun i otte måneder efter første stik. Men det er endnu ikke afgjort, hvor længe vaccinen kommer til at gælde som coronapas.
Som en del af aftalen om genåbningen den 21. maj, blev det aftalt at første vaccinestik kunne bruges som coronapas. Tidligere har det ikke stået klart, hvornår ændringen ville træde i kraft. Det gør det så nu.
Ministeriet estimerer, at godt 600.000 danskere har modtaget den første vaccinedosis uden at være færdigvaccinerede.
Det skriver Jylland Posten.
Det er forventningen, at det vil tage noget af trykket fra test-stederne, når det første stik fremover kan bruges som coronapas og test dermed ikke er nødvendige.
Jyllands-Posten har talt med Testcenter Danmark og Falck Ambulance, der begge står for test, om testkapaciteten.
At der er færre mennesker der skal testes, får foreløbigt ikke Testcenter Danmark til at mindske kapaciteten i de såkaldte hvide telte.
- For at sikre tilstrækkelig pcr-kapacitet er det besluttet at fortsætte i nuværende niveau sommeren over, oplyser Anne-Marie Vangsted, direktør i Testcenter Danmark, i et skriftligt svar til avisen.
Ifølge Jørgen Mieritz, der er direktør for Falck Ambulance, vil testkapaciteten altid følge efterspørgslen. Men det er for tidligt at gisne om effekten hos Falck, der udbyder lyntest uden tidsbestilling.
- Vi står over for en yderligere genåbning på fredag, og der er stadig krav om at vise coronapas, hvis man vil på restaurant eller benytte sig af andre kulturtilbud, siger Jørgen Mieritz til Jyllands-Posten.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub