Forsvaret aflyser uddannelser og øvelser på grund af besparelser
Ifølge politisk aftale skal Hærens 1. brigade frem mod 2028 opbygges til en kampklar enhed med 6000 soldater, der kan indsættes i Nato-operationer. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ifølge DR har Forsvarets top skudt over mål, da årets aktiviteter blev tilrettelagt. Nu skal der spares.
Forsvaret skal spare mindst 100 millioner kroner, inden året er omme.
Derfor bliver militærøvelser, skydetræning og uddannelser nu aflyst eller skåret ned på stribe, skriver DR.
Ifølge Forsvarets største fagforening, Centralforeningen af Stampersonel (CS), har situationen vakt stor frustration i geledderne.
- Det er slet ikke tilfredsstillende. Det går ud over alt det, som mine medlemmer efterspørger, siger formand for CS, Jesper Korsgaard Hansen, til DR.
Alle soldater bliver sendt hjem på to ugers tvungen afspadsering, og der lukkes for udbetaling af overarbejde og tillæg.
Tilmed bliver uddannelser af nye, professionelle soldater, befalingsmænd og officerer til blandt andet Hærens 1. Brigade beskåret eller aflyst.
Ifølge DR's oplysninger er forklaringen, at Forsvarets top skød over målet, da den i 2023 lagde planer for i år.
Der blev på daværende tidspunkt tilrettelagt langt flere aktiviteter, end der er penge til.
Samtidig er Forsvaret vokset med hundredvis af nye soldater og ansatte. Det har kun gjort det vanskeligere at finde de manglende penge, skriver DR.
Tidligere har Ekstra Bladet beskrevet, at også Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) skal spare. Ifølge mediet er en spareplan i hemmelighed blevet iværksat.
- Det virker som en dårlig joke. Det er helt gak, at vi står med et trusselsbillede, der udvikler sig, som det gør, og så står vi med en efterretningstjeneste, der skal spare penge, fordi den har foruddiskonteret med ting, der ikke var dækning for, har senioranalytiker Jacob Kaarsbo fra tænketanken Europa, tidligere ansat i FE, udtalt til Ekstra Bladet.
I maj indgik et politisk flertal en aftale om at styrke Forsvaret med 95 milliarder kroner.
Aftalen var især rettet mod at opfylde krav fra forsvarsalliancen Nato om blandt andet en tung brigade samt anti-ubådskapacitet.
Målet er, at Hærens 1. brigade frem mod 2028 skal opbygges til en kampklar enhed med 6000 soldater, der kan indsættes i Nato-operationer. Den del blev der afsat 48 milliarder kroner til.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker