Efter en uge er det ikke lykkedes for Forsvarskommandoen at skaffe de 391.383 lækkede Irak-logger til undersøgelsen af fangemishandling i Irak. Men nu er der hjælp på vej fra den kontroversielle whistleblower-organisation Wikileaks, skriver dagbladet Information.
- Det danske militær har formelt forespurgt om adgang til materialet til brug for deres undersøgelse, efter de åbenbart ikke har kunnet få materialet fra deres Nato-partner USA. Vi har derfor besluttet at give dem de nødvendige oplysninger til den danske undersøgelse, siger Kristinn Hrafnsson, der er talsmand for Wikileaks.
Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) har bestilt undersøgelsen, som blandt andet skal afdække sagen om danske soldaters medvirken til at tage fanger og overlade dem i irakisk politis varetægt.
Forsvarskommandoen hævdede, at der manglede en lang række dokumenter i det materiale, som Wikileaks har lagt ud på nettet, og at den redigering, som Wikileaks har foretaget for at fjerne personfølsomme oplysninger, var for kraftig til, at det er muligt at lave en fuld undersøgelse.
- Den danske regering virker til at have en oprigtig ambition om at foretage en fuld undersøgelse af de mulige forbrydelser i Irak. Det synes vi, er et meget positivt tegn, og vi vil gerne hjælpe dem, siger Kristinn Hrafnsson til Information.
Spørgsmålet er imidlertid, om Forsvaret i realiteten er afhængig af de lækkede logs fra Wikileaks eller kan nøjes med dokumenterne fra Wikileaks for at afdække fangesagen.
Det påpeger professor Mikkel Vedby Rasmussen, der er leder af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet.
- Forsvaret kunne have undersøgt problemet, inden Wikileaks offentliggjorde de lækkede logs. Forsvaret kan jo undersøge sagen med udgangspunkt i den information, de selv ligger inde med, siger han til Information.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde