Forsvaret fjerner højdekrav i Den Kongelige Livgarde
Forsvaret skriver i pressemeddelelsen, at højdekravet blandt andet fjernes, fordi det ikke gav lige mulighed for optagelse mellem kønnene. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Fremover skal alle uanset højde kunne blive en del af Den Kongelige Livgarde, oplyser Forsvaret.
Alle skal kunne blive en del af Den Kongelige Livgarde. Uanset hvor høj eller lav man er.
Derfor afskaffer Forsvaret nu de særlige højdekrav ved Den Kongelige Livgarde.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse onsdag morgen.
- De hidtidige højdekrav ved Den Kongelige Livgarde giver ikke operativ mening. Derfor fjerner vi dem. Der skal ikke være særlige krav til højde, hvis det ikke er operativt begrundet, siger chefen for Hærkommandoen, Gunner Arpe Nielsen, i pressemeddelelsen.
Kravene har indtil nu været, at mænd minimum skulle være 175 centimeter høje og kvinder 169 centimeter høje for at gøre tjeneste.
De ændrede vilkår træder i kraft i 2024.
Forsvaret skriver i pressemeddelelsen, at højdekravet blandt andet fjernes, fordi det ikke gav lige mulighed for optagelse mellem kønnene.
Det skyldes, at højdekravet for mænd lå under landsgennemsnittet, mens det for kvinder lå over landsgennemsnittet.
Ifølge DR var højdekravet for mænd fem centimeter under gennemsnitshøjden på 180 centimeter.
For kvinder var det to centimeter over gennemsnitshøjden på 167 centimeter.
- Vi ønsker, at der selvfølgelig skal være lige muligheder for at søge ind. Forsvaret og herunder Den Kongelige Livgarde er for dem, der kan og vil, siger Gunner Arpe Nielsen.
Selv om man allerede næste år kan melde sig til tjeneste uanset ens højde, vil det først være i 2025, at indkaldelseshold bliver omfattet af den nye praksis.
Det skyldes, at der skal fremstilles uniformer og udrustning til personer under 169 centimeter.
Den Kongelige Livgarde indgår i sikkerhedsberedskabet ved de kongelige palæer og løser desuden opgaver af ceremoniel karakter.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker