Forsvaret kan med ny aftale fortsat benytte Grønlands primære lufthavn
Analyse skal afdække, hvad der skal indgå i yderligere aftaler om Forsvarets brug af grønlandsk lufthavn.
En længe ventet aftale for Grønlands primære lufthavn, Kangerlussuaq, er mandag aften blevet underskrevet af den grønlandske regering, Naalakkersuisut, og den danske regering.
Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.AG.
Aftalen betyder, at det danske forsvar som hidtil også fortsat kan anvende lufthavnen og landingsbanen. Det samme kan også det amerikanske forsvar.
I februar kom det frem, at Forsvarsministeriet i Danmark ønsker en militærbase i lufthavnsbygden. Det kunne TV 2 berette på baggrund af et lækket notat fra ministeriet.
I notatet fremgik det, at omdannelsen til militærbase skulle ske i takt med, at den kommercielle flytrafik inden for en årrække rykker til nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat.
De to nye lufthavne forventes at stå endeligt klar i løbet af 2024.
Hvad der præcist skal indgå i aftalerne om Forsvarets tilstedeværelse i Kangerlussuaq er endnu uvist. Det skal nærmere analysearbejde fastslå, skriver Sermitsiaq.AG.
Analyserne forventes færdige inden udgangen af marts 2024, så de endelige aftaler kan indgås inden 2025.
Analysearbejdet skal blandt andet fastlægge Forsvarets brug af landingsbanen, behov for bygninger og mulige fælles opgaveløsninger mellem danske og grønlandske myndigheder.
Derudover skal en yderligere analyse belyse behovet for den civile beflyvning i lufthavnen.
Den grønlandske landsstyreformand Múte Bourup Egede sagde torsdag til avisen Sermitsiaq, at et af de vigtige punkter i den nye rammeaftale om lufthavnen er, "at den anvendes som dual use".
Det betyder, at både Forsvarets fly og passagerfly kan lande i lufthavnen.
Sermitsiaq.AG skriver dog mandag, at den civile brug af lufthavnen koordineres med Forsvaret. Og at det derved ser det ud til, at Forsvaret skal godkende civilt brug af landingsbanen.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde