Forsvaret: Rathsack er ikke renset endnu

På mandag vender tidligere jægersoldat og jægerbogsforfatter Thomas Rathsack tilbage til sit gamle job hos Hjemmeværnet. Men det betyder ikke, at forsvaret betragter ham som en renset mand.

Det siger major Torben Grinderslev fra Forsvarets Personeltjeneste.

- Han er ikke renset, fordi man stadig kigger på, om man kan rejse en disciplinærsag mod ham. Det er vores juridiske sektion, som kigger på det, og når de har truffet en afgørelse omkring det, så vil det selvfølgelig komme ud i medierne, hvilke konsekvenser, det har for ham, siger Torben Grinderslev.

Disciplinærsagen forventes at blive det endelige punktum i den langvarige sag, der er opstået i kølvandet på Thomas Rathsacks udgivelse af bogen "Jæger - i krig med eliten".

- Vi forventer en afgørelse inden jul, og hvis det falder heldigt ud for ham, så er han i princippet helt renset, hvis ikke der bliver rejst sag mod ham, siger Torben Grinderslev.

En eventuel disciplinærsag kan ende med alt fra en advarsel til en bøde eller i alvorlige tilfælde en fyring.

- Det er en forvirrende udmelding, siger Thomas Rathsack til forsvarets udmeldelse.

Men selvom forsvaret altså endnu ikke har renset den tidligere jægersoldat, tager han faren for en eventuel disciplinærsag med ro.

- Det skal nok løse sig ligesom alt det andet har løst sig, så det tager jeg ganske afslappet. Jeg kan konstatere, at de gerne vil have mig tilbage og arbejde, og det er jeg enormt glad for, siger Thomas Rathsack.

Forsvarets Personeltjeneste vil ikke oplyse, om Rathsack får samme sikkerhedsgodkendelse, som før bogen blev udgivet.

/ritzau/

Thomas Rathsack, der på mandag vender tilbage til sit gamle job i forsvaret, er ikke renset endnu.

Offentliggjort Sidst opdateret