Efter at tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen er tiltrådt en stilling som kommitteret i Forsvarsministeriet, er han kommet i selskab med andre tidligere topchefer, der har fået stillinger som kommitterede efter uheldige hændelser.
Både tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg og tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansens departementschef under Tamilsagen blev forflyttet til stillinger som kommitterede i henholdsvis Kriminalforsorgen og Rigspolitiet, da de fratrådte deres stillinger.
Forsvarschefens nye stilling som kommitteret er på den måde helt efter bogen, mener Jørgen Grønnegård Christensen, professor i offentlig forvaltning ved Århus Universitet.
- Det er helt normalt at bruge stillingsbetegnelsen "kommitteret" for folk, der får en retrætepost. Det er en måde at give et gyldent håndtryk på i den statslige forvaltning, siger Jørgen Grønnegård Christensen og uddyber:
- Det er noget, der bliver brugt i situationer, hvor det ikke handler om nogen, der har begået handlinger, som for eksempel er strafbare, men det handler om nogen, som er blevet fanget i et forløb, hvor de selv har begået fejl, eller hvor de bærer ansvaret for andres fejl, siger professoren.
Hvad arbejdet som kommitteret går ud på er dog svært at definere. Forsvarsministeriet har heller ikke givet andre oplysninger, end, at Tim Sloth Jørgensen skal "løse opgaver."
- Tit er det folk, der på alle mulige måder har været velkvalificerede og agtede, og så ender de af den ene eller anden grund der, og så kan det jo være, at man finder opgaver, hvor man lige nøjagtig kan bruge en person med den baggrund og de kvalifikationer. Men der kan også være andre, der er kommet ud af stillingen på sådan en måde, at det faktisk er svært at finde opgaver med vægt til dem, siger Jørgen Grønnegård Christensen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned