Forsvarseksperter: Danmarks hær har store mangler
Hæren mangler tunge våben, mener eksperter. De Konservative åbner for at genindføre mobiliseringsforsvar.
Flere sikkerhedseksperter og forsvarsdebattører advarer imod, at Danmarks evne til at forsvare sig selv mod udefrakommende angreb ikke er tilstrækkelig.
Det skriver Berlingske i anledning af 75-året for den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig.
Blandt andet Jesper Helsø, forsvarschef fra 2002 til 2008, påpeger den danske hærs utilstrækkelighed.
- Det er en hær, som mangler udholdenhed. Den har et antal forældede systemer, som er væsentlige for, at den kan operere sammenhængende, blandt andet artilleri og et opdateret panserværn. Derfor er det ikke en hær i balance, siger Jesper Helsø.
- Man skal kunne løse hele spektret af opgaver. Ellers giver det ingen mening, siger han til Berlingske.
Pensioneret oberst Lars R. Møller beskriver Danmarks hær som en "milits", fordi den nærmest ikke har nogen tunge våben.
De Konservative mener ifølge Berlingske, at vi i dag står i en helt anden sikkerhedspolitisk situation i forhold til den, der dannede grundlag for forsvarsforliget i 2012. Her blev der lanceret besparelser på 2,7 milliarder kroner om året.
Partiet er derfor ved at lave et nyt forsvarsudspil, og K-formand Søren Pape Poulsen åbner for at genindføre et mobiliseringsforsvar, som ellers blev droppet i 2004 i troen på, at truslen fra øst var væk.
- Når vi oplever russerne krænke vores luftrum, så må vi tage forsvaret alvorligt, siger Søren Pape Poulsen til Berlingske.
Den konservative formand vil have en eventuelt kommende borgerlig regering til at sætte et hurtigtarbejdende udvalg i gang med at vurdere Danmarks sikkerhedspolitik, og her og nu vil De Konservative øge forsvarsbudgettet med en milliard kroner om året.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde