Forsvunden dement udløser ny strid om mobildækning
Det tog flere dage af finde en 92-årig dement mand, efter at han i sidste uge havde forladt sit hjem i Odsherred. Han var ellers udstyret med en gps-sender, som burde give kommunens plejepersonale hans præcise placering.
Men der var ikke dækning, så han kunne spores, og trods en større eftersøgning endte manden med at vandre rundt natten over, indtil en medborger næste morgen fandt ham.
Sagen udløser nu et fornyet pres på regeringen og teleselskaberne for at få styrket mobildækningen i yderområderne, skriver Politiken torsdag.
- Regeringen og Folketinget må gøre noget ved det sammen med teleindustrien. Selv om man bor i et tyndt befolket område, skal man kunne bruge samme hjælpeforanstaltninger som andre borgere, siger en frustreret borgmester i Odsherred Kommune, Thomas Adelskov (S), til Politiken.
Han har reageret ved at sende breve til teleindustriens interesseorganisation og sin egen partifælle, erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), med krav om lapning af den hullede mobildækning i yderområderne.
Borgmesteren vil have sat priserne på statens telelicenser ned til gengæld for skærpede krav til selskaberne. I dag er det op til kommunerne selv at forhandle dækning med selskaberne, når de sender mobilaftaler i udbud.
Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra Henrik Sass Larsen (S).
I teleselskabernes brancheorganisation, Teleindustrien, vil den anden modtager af Thomas Adelskovs opråb, direktør Jakob Willer, ikke høre tale om, at selskaberne har et ansvar for, at den dementes gps-sender ikke havde mobildækning i Odsherred.
- Det er, når man indgår aftalerne, at man skal komme med sine krav. Ikke nu bagefter med et forsøg på at gøre os medansvarlige for liv og død. Det er langt ude at tørre det ansvar af på os, siger Jakob Willer til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde