Fortsat lang ventetid på kræftbehandling

Alt for mange kræftpatienter venter stadig for længe på at blive behandlet. Det viser en ny opgørelse fra Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner.

For tre af de store kræftformer som brystkræft, tarmkræft og lungekræft er ventetiden ikke blevet kortere siden indførelsen af kræftpakker i 2008. Tværtimod.

Ventetiden for mænd med prostatakræft er ganske vist faldet fra 91 dage i 2008 til 72 dage i 2010. Men hver fjerde mand venter stadigt mere end fire måneder på at komme i behandling, selvom pakkeforløbene sigter på maksimalt 55 dage.

Det seneste tal viser desuden, at kampen for kortere ventetid for 8 ud af 11 kræftformer gik helt i stå eller gik baglæns i første halvdel af 2010.

Selvom formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), peger på øget aktivitet på kræftområdet, så erkender han, at for mange patienter fortsat venter for længe.

- Vi formår at holde fast i fornuftige forløbstider for de fleste patienter, samtidig med at færre patienter oplever lange forløb. Men der er alligevel stadig for mange patienter, der er for længe undervejs, siger Bent Hansen og fortsætter:

- Jeg har derfor bedt vores kræftspecialister analysere, hvad det er for nogle typer af patienter, der har de lange forløb. Eksempelvis kan det være patienter, som har flere sygdomme end kræft. Og så må vi sætte ind her.

Generelt er udviklingen af kræfttilfælde svagt stigende, men behandlingsaktiviteten stiger mere. Det skyldes, at langt flere altså overlever og lever med deres kræftsygdom, og der behandles flere og flere.

Opgørelsen omfatter alle de 11 største største kræftformer og kræftpatienter, der har fået en kræftdiagnose fra 1. halvår 2008 til og med 1. halvår 2010.

/ritzau/

Mange kræftpatienter venter fortsat alt for længe på behandling, viser ny opgørelse.

Offentliggjort Sidst opdateret