Fotograf finder roen i naturens rammer
Henrik Saxgren har arbejdet som dokumentarfotograf i forskellige dele af verden, men i dag opsøger han roen ude i naturen. Lørdag den 1. april fylder fotografen 70 år. Foto: Privatfoto/Free
Henrik Saxgren har ikke været bleg for at dokumentere verdens brændpunkter, men i dag er han dykket ned i naturens ro. Lørdag den 1. april fylder han 70 år.
Gennem Henrik Saxgrens karriere har han dokumenteret mange af verdens brændpunkter, blandt andet i Mellemøsten og Latinamerika.
Lørdag den 1. april fylder fotografen 70 år, og i dag fordyber han sig i naturens ro.
I 1974 blev Henrik Saxgren uddannet reklamefotograf i Randers, og i 80'erne og 90'erne arbejdede han som dokumentarfotograf i forskellige dele af verden.
Men da Henrik Saxgren mistede sin kone i 2006 efter et længere sygdomsforløb, havde han brug for at genoplade batterierne. Og her fandt han roen ude i naturen.
- Det var ude i naturen, at jeg havde det bedst med min sorg. Og derfor begyndte jeg også at fotografere i naturen, fortæller Henrik Saxgren.
Heraf udsprang bogen "Ultima Thule", som udkom i 2017, hvor Henrik Saxgren tog til Nordvestgrønland for at opleve naturen, men også for at følge fangerne og deres skæbne.
- Det var første gang efter min kones død, at jeg fandt ro i mig selv, siger Henrik Saxgren.
I 2022 fik han billederne udstillet på Kunstcenteret i Silkeborg Bad.
Efter sin rejse fortsatte Henrik Saxgren med at arbejde i naturen.
Først lavede han sammen med kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen en bog om Tøndermarsken.
Derefter rejste han fra Skagen til Vadehavets begyndelse i Holland sammen med Dorte Nors, hvor de sammen lavede bogen "En linje i Verden".
Materialet fra de to bøger blev sidste år udstillet på kunstmuseet Heart i Herning.
Nors og Saxgren modtog samme år Blixenprisen for Årets bog.
Dagen før den runde fødselsdag åbner Henrik Saxgren en ny udstilling i sit eget galleri, Hans Alf Gallery i København. Også den er i naturens ånd.
Udstillingen hedder "Crack" og viser landskaber fra Grønland, Saudi-Arabien, New Zealand og Arizona i USA.
Henrik Saxgren fejrer den runde dag med en reception i sit galleri og derefter på bar i Kunsthal Charlottenborg.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde