Fra drømmende husmaler til elsket tv-stjerne
Efter han blev enke i 2017, har Patrick Duffy delt sin tid lige mellem storbyen Los Angeles i Californien og den sydlige del af delstaten Oregon. (Arkivfoto). Foto: Valery Hache/Ritzau Scanpix
Patrick Duffy kæmpede i flere år for at opnå en karriere som skuespiller. Med 1980'er-succesen "Dallas" gik det i opfyldelse. Den 17. marts fylder han 75 år.
Da en lille fiskerby i det sparsomt befolkede Montana i 1949 blev en indbygger rigere, lå det ikke i kortene, at den lille dreng skulle blive kendt og elsket på tværs af amerikanske hjem.
Da skuespiller Patrick Duffy kom til verden, blev han således søn til forældre, der ejede byens lokale værtshus, og del af et lille lokalsamfund, hvor jagt, fiskeri og minedrift var de primære beskæftigelser.
Selv drømte Duffy om at blive professionel atlet.
Men da familien flyttede til den større by Everett i kyststaten Washington, fik 12-årige Patrick øjnene op for noget helt andet.
Som teenagedreng begyndte han at dedikere sin fritid til skolens teateraktiviteter, og her slog drømmen rødder.
Da han senere ansøgte om at komme ind på University of Washingtons skuespilleruddannelse, blev han en af de 12 optagne ud af mere end 1200 ansøgere.
Men vejen til stjernestatus var langt fra let, og succesen lod vente på sig.
Under sin uddannelse mødte den unge skuespiller balletdanseren Carlyn Rosser.
De to blev gift i et buddhistisk tempel i 1974 og flyttede så til New York, hvor Duffy arbejdede som tømrer, og siden til Hollywood, hvor han leverede blomster og malede huse, mens han måtte nøjes medmindre roller i film og tv.
I 1977 fik Patrick Duffy sit første gennembrud med hovedrollen i science fiction-serien "Man From Atlantis".
Året efter kom der for alvor fart på karrieren, da han blev valgt til at spille Bobby Ewing i serien "Dallas", der med 14 sæsoner på 13 år blev en af årtiets mest sete serier.
Her var Duffy og hans præstation som den følelsesladede Bobby særligt populær.
Undervejs blev seriestjernen og hustruen Carlyn forældre til to sønner.
Skuespillerdrømmen var blevet en realitet, men siden mødte Patrick Duffy udfordringer i privatlivet. I 1986 blev begge hans forældre myrdet, da to teenagere røvede det værtshus, de ejede.
I 2017 gik hustruen Carlyn bort efter mere end 40 års ægteskab.
Som 75-årig er Patrick Duffy fortsat aktiv på tv, blandt andet med to Dallas-film og med genskabelsen af den oprindelige serie, der blev produceret på ny i 2012.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned