Fra Tjernobyl-barn til demokratiikon
Den hviderussiske oppositionspolitiker Svetlana Tikhanovskaja er her fotograferet i København i 2020, da hun modtog Politikens Frihedspris. Den 11. september fylder hun 40 år. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Svetlana Tikhanovskaja er en hviderusser, som har forsøgt at vælte præsident Lukasjenko i Minsk. Nu er hun i eksil i Litauen. Den 11. september fylder hun 40.
Svetlana Tikhanovskaja var blot en lille pige på fem og et halvt år, da atomkatastrofen indtraf på Tjernobylværket i Ukraine i 1986.
Hun boede ikke i Ukraine, men i naborepublikken Hviderusland, der begge dengang var en del af Sovjetunionen.
Men den radioaktive forurening bredte sig, og Svetlana Tikhanovskajas hjemby, Mikasjevitji syd for Hvideruslands hovedstad, Minsk, var snart en del af risikoområdet.
Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev der i Europa iværksat flere programmer for at hjælpe børn i området for katastrofen.
Det var blandt andet i Irland, hvor den dengang 12-årige Svetlana i midten af 1990'erne kom på sommerlejr, betalt af velgørenhed.
New York Times har talt med nogle af de lokale irere, der tog sig af børnene fra det gamle sovjet.
Henry Deane var sammen med sin kone, Marian, vært for Svetlana. De fortæller, at hun havde gode engelskkundskaber og hjalp de andre børn.
- Hun holdt deres hænder hos tandlægen. Hun oversatte og tog sig virkelig af dem, fortæller Henry Deane.
Den 12-årige pige hos den irske tandlæge er nu en voksen kvinde, der den 11. september fylder 40 år.
Og hun er en kvinde, der både har fået brug for sine engelskkundskaber og en række andre evner.
Nu er hun oppositionsleder i Hviderusland, hendes mand er i fængsel, og hun må leve i eksil i nabolandet Litauen.
Svetlana Tikhanovskaja er uddannet lærer med speciale i engelsk. Det er dog en del år siden, hun har virket som lærer.
Hun blev i 2004 gift med Sergej Tikhanovskij, som hun har to børn med. Det ene barn er delvist handicappet, så hun besluttede at gå hjemme for at tage sig af ham.
I mellemtiden kæmpede hendes mand for demokrati. Han udfordrede Hvideruslands mangeårige leder, Aleksandr Lukasjenko, som præsidentkandidat.
I maj 2020 slog styret imidlertid ned på husbonden. Han blev anholdt og i december 2021 idømt 18 års fængsel for forsøg på at vælte regeringen med magt.
Da han blev anholdt, trådte Svetlana Tikhanovskaja til. Hun stillede op som præsidentkandidat til valget i august 2020 i stedet for sin mand.
Forinden havde Lukasjenko fastholdt, at landet ikke var klar til en kvindelig præsident.
Kort før valget anholdt politiet en række af hendes kampagnefolk, og hun selv valgte at gå under jorden.
Forinden havde der været store støttedemonstrationer for hende.
Hun dukkede op igen på valgdagen.
Det officielle valgresultat sagde, at hun fik godt ti procent af stemmerne, mens Lukasjenko fik over 80 procent.
Tikhanovskaja og hendes tilhængere talte om valgfusk.
Hun frygtede for sin frihed og gik i eksil i Litauen.
Herfra fortsætter hun sin kamp for demokrati i Hviderusland og har i øvrigt meldt sig på Ukraines side i krigen mod Rusland.
/ritzau/
Seneste artikler
Et uheld eller millionsvindel? Få overblikket over yacht-sagen
Formand: - Første tanke var, at det aldrig ville bliver til noget
Lokal filmproducer bag verdens bedste film
NFC-profil: Sådan blev oprykningen fejret
Pride kommer til Nykøbing: - Vi var klar på modstand fra start
Mest læste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
59.500 kroner til NFC-formand blev bogført som rengøring
Kæmpe afklapsning: FC Nakskov sikrer historisk oprykning i fodboldlektion
Vibrerende stemning på værtshus: - Dildoparty gik over al forventning
Stor havnedag trak flere tusinde til byen