Frank Jensen kan blive topfigur i idrætten

Københavns overborgmester, socialdemokraten Frank Jensen, er muligvis på vej til at sætte sig på en af de største poster inden for dansk idræt, ifølge Politiken lørdag.

Selv vil han ikke kommentere forlydender om, at han er ved at blive kørt i stilling som afløser for regionsrådsformand Carl Holst (V), der til sommer må gå af som formand for eliteidrættens støtteorganisation, Team Danmark, efter de tilladte otte år på posten.

Men det mandlige håndboldlandsholds cheftræner, Ulrik Wilbek, der er partikammerat med Carl Holst, og som Holst medlem af Team Danmarks bestyrelse på otte personer, vil gerne sætte ord på Frank Jensens mulige overtagelse af formandsposten.

Siden organisationens oprettelse tilbage i 1984 har posten været besat af enten borgmestre eller amtsborgmestre. Og som altså nu synes at få endnu en.

- Det vil da være et spændende valg at få borgmesteren for Danmarks største by som formand for Team Danmark, lyder det fra Ulrik Wilbek - som bekræfter over for Politiken, at han også i idrætsmiljøet har "hørt om" Frank Jensens kandidatur.

Samme rygte kender også Carl Holst, fortæller han, ganske som forudsigelsen er fløjet ind i ørerne på idrætsprofessor Else Trangbæk, der er leder af Institut for Idræt ved Københavns Universitet, og som også har sæde i Team Danmarks bestyrelse.

Carl Holst var amtsborgmester i Sønderjylland, da han for snart otte år siden blev udpeget af daværende kulturminister, den konservative Brian Mikkelsen.

- Det er utroligt vigtigt, at formanden er en person med stor politisk forståelse, at han har kendskab til hele det politiske spil, som eliteidrætten jo er en del af, at han er forhandlingsstærk og har indsigt i lovgivningens besværligheder, siger Carl Holst.

/ritzau/

Håndboldlegende ser gerne Københavns overborgmester som ny formand for Team Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret