Frank Jensen vil strømline Christiania
Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), vil bygge boliger og åbne fristaden for andre end de aldrende ungdomsoprørere. Men Fonden Christiania er ikke vild med idéen.
Det skriver Berlingske.
Overborgmesteren har overtaget størstedelen af myndighedsansvaret for Christiania. Samtidig har han indgået et tæt samarbejde med fonden og de statslige styrelser, som stadig har noget at skulle have sagt i forhold til fristaden.
- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at mit formål med samarbejdet med Christiania er at få Christiania til at åbne sig mere op mod byen og blive en del af København, siger Frank Jensen, som genopstiller ved kommunalvalget i november.
- Samtidig skal man holde fast i de positive ting, som der er ved Christiania, siger han i et interview med Berlingske.
Han præsenterer nu principperne i den kommuneplan for 2015, der skal ændre dels Christianias fysiske rammer, dels områdets beboersammensætning.
Overborgmesteren vil have flere indgange til Christiania og en cykelsti, som går gennem området. Og så skal beboersammensætningen ændres.
Flertallet af christianitter var for cirka 20 år siden omkring 20 år yngre, viser tal fra Københavns Kommune. Det får avisen til at spørge, om Christiania i 2013 er en anakronisme?
- Nej, men når man ser på tallene, er det klart, at Christiania dør uden ungt blod. Det er vigtigt, at der kommer unge, som vil tage et ejerskab til stedet, siger Frank Jensen til Berlingske og fortsætter:
- Vi får rigtig mange studerende til København. Og når man ser på Christianias alderssammensætning - det bliver et pensionistkvarter - er det oplagt at bygge boliger til blandt andre studerende, så der kan komme friskt blod til.
Advokat Knud Foldschack, som er bestyrelsesmedlem i Fonden Christiania, er enig i målet, men ikke nødvendigvis midlet.
- Hvis man mener, at der skal flere folk ind, som skal bo under boformer, der gør, at Christiania bliver som Øster-, Nørre- eller Vesterbro, så er budskabet forkert. Det er vigtigt, at man ikke stopper en skabelon ned over boligformerne, siger han til avisen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned