Fransk instruktør fik en Oscar i første hug

Den franske filminstruktør Jean-Jacques Annaud udkom med sin seneste film i 2022. Den handler om branden i Notre-Dame i 2019. Søndag 1. oktober fylder han 80 år. (Arkivfoto). Foto: Joel Saget/Ritzau Scanpix

Jean-Jacques Annaud fik først sit egentlige gennembrud, fem år efter at han havde fået en Oscar for sin første film. Den 1. oktober fylder instruktøren 80 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han begyndte bag kameraet med nogle år i reklamebranchen, men det er i filmverdenen, han har gjort karriere.

En karriere, som har budt på flere filmpriser, herunder en Oscar for hans debutfilm.

Søndag 1. oktober fylder den franske filminstruktør og manuskriptforfatter Jean-Jacques Annaud 80 år.

Han lagde i 1976 ud med filmen "Sorte og hvide i farver", som handler om franske kolonister i en afrikansk ørken, som beslutter sig for at angribe deres tyske naboer og inddrage lokale til kampen.

Det franske drama, som han instruerede og var med til at skrive manuskriptet til, gav ham en Oscar i kategorien Bedste Udenlandske Film.

En god begyndelsen for instruktøren, som dog først for alvor fik sit gennembrud fem år senere med stenalderfilmen "Kampen om ilden".

Siden fulgte han op med flere internationale film. Heriblandt i 1986 med filmatiseringen af Umberto Ecos roman "Rosens navn", hvor filmstjernen Sean Connery spillede hovedrollen.

Også film som "Syv år i Tibet" fra 1997 med Brad Pitt og "Enemy at the Gates" med Jude Law fra 2001 vil vække genklang hos mange.

I 2018 kastede han sig for første gang over tv-universet, da han instruerede miniserien på ti afsnit "Sandheden om Harry Quebert-sagen".

Dramaet, som er baseret på Joël Dickers populære bog af samme navn, fik en blandet modtagelse hos anmelderne.

I Annauds seneste projekt er han som så mange gange før gået den franske vej og har holdt filmen på modersmålet.

Et oplagt valg, med tanke på at filmen, som udkom sidste år, handler om branden i kirken Notre-Dame i den franske hovedstad, Paris, i 2019.

Skildringen af begivenhederne går tæt på de dramatiske timer, hvor ilden fik bedre og bedre fat i hovedstadens ikoniske vartegn, mens brandfolk kæmpede med at nå frem.

Jean-Jacques Annaud er gift med Laurence Duval Annaud, som han har et barn med. De har flere gange arbejdet sammen på film. Jean-Jacques Annaud har også to børn fra et tidligere ægteskab.

/ritzau/