Fransk nedtur kan gavne danske boligkøbere

Nedjusteringen af den franske kreditværdighed fredag kan paradoksalt nok gå hen og medføre en styrkelse af økonomien herhjemme og gøre det billigere for danskerne at låne penge til boligkøb.

Det siger professor ved CBS Jesper Rangvid, der dog understreger, at den franske nedtur var ventet og måske ikke får den helt store effekt.

- Nu er der ikke så mange triple-A lande tilbage, men heldigvis holder Danmark stadig til i den gruppe.

- Den franske nedjustering kan derfor føre til, at nogle investorer sælger ud af franske obligationer og i stedet kigger i Danmarks retning, siger han.

Og et øget opkøb af danske obligationer vil kunne medføre en sænkning af lånerenten for danskere på jagt efter en ny bolig.

- Nu er den danske rente i forvejen historisk lav. Den kan næsten ikke falde mere, men det er klart, at bliver danske obligationer mere populære, kan det blive endnu billigere at låne penge, siger Jesper Rangvid.

Flere økonomier i eurozonen fik fredag en over nakken af det amerikanske kreditvurderingsfirma Standard & Poor's.

Særligt opsigtvækkende var det, at Frankrig for første gang nogensinde mistede sin AAA-vurdering, men også Spanien og Italien fik et hak i tuden.

- Man er i gang med at redde eurozonens økonomi, og nedjusteringerne gør det redningsforsøg dyrere.

- Eurozonens redningsfond bygger jo på, at der var seks AAA-lande, men nu er der kun fire, og for hver gang et land nedgraderes, så bliver det dyrere for redningsfonden at låne penge, siger professor Jesper Rangvid.

Alligevel ser han en anden økonomisk udvikling som værende mere betydningsfuld for Europas økonomi.

Fredag var nemlig også dagen, hvor gældsforhandlingerne mellem private investorer og Grækenland, der skylder 14 milliarder euro, blev sat i bero.

- Lad os håbe, det kun er en pause. For hvis ikke parterne kan nå til enighed, så kommer der højst sandsynligt heller ingen penge fra EU, og så stor vi altså endnu engang over for en græsk statsbankerot.

- Og en konkurs i eurozonen vil alt andet lige have en voldsommere effekt end noget andet, siger han.

/ritzau/

Den historiske nedskrivning af Frankrigs kreditværdighed kan komme danske låntagere til gode, siger ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret