Fransk våbenproducent stævner Danmark i Elbit-sagen
Nexter Systems trækker Danmark i retten i sagen om indkøb af israelsk artilleri for 1,74 milliarder kroner.
Den franske våbenproducent Nexter Systems stævner Danmark i sagen om indkøb af israelsk artilleri fra Elbit Systems for 1,74 milliarder kroner.
Det skriver Altinget fredag.
Mere specifikt er det Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), der trækkes i retten.
Det fremgår af en orientering, som forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har sendt til partierne bag forsvarsforligskredsen, og som Altinget er i besiddelse af.
- Nexter Systems lægger til grund, at tildelingen jævnfør stævningen er sket på grundlag af en ikke-fyldestgørende og ikke-gennemsigtig markedsafdækning, som kun har tilgodeset én leverandør, skriver Troels Lund Poulsen i orienteringen.
Nexter Systems mener, at Danmark har overtrådt EU's regler om ligebehandling og gennemsigtighed i Elbit-sagen, da den israelske våbenproducent Elbit Systems i januar 2023 blev tildelt milliardkontrakten på levering af 19 artillerisystemer og otte raketkastere.
Nexter Systems havde aldrig afgivet et tilbud på den konkrete ordre på nye våben, selv om FMI og Forsvarsministeriet overfor Folketinget havde givet indtryk af det modsatte.
Kun Elbit Systems og koreanske Hanwha Systems var blevet kontaktet af FMI.
FMI og Forsvarsministeriet valgte alligevel på den baggrund at anbefale medlemmerne af Forsvars- og Finansudvalget, at de skulle sige ja til, at Danmark købet artillerikanoner og raketkastere fra Elbit Systems.
Den franske våbenproducent har anlagt sagen ved retten i Glostrup, og Troels Lund Poulsen forventer, at den samlet set kan vare flere år, skriver Altinget.
Til foråret forventes der at lande en advokatundersøgelse af Elbit-sagen, som Folketinget og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har bestilt.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie