Fransk varmepust når kun at strejfe Danmark
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
Fredag bliver den varmeste dag i slutningen af ugen. Lørdag og søndag byder på omkring 20 grader.
Lidt regn, en del sol og måske et tordenskrald.
De tre ting kendetegner weekendens vejr, fortæller vagthavende meteorolog Frank Nielsen fra DMI.
Det arbejdende folk kan fredag eftermiddag nyde fyraften i det luneste vejr inden for de kommende dage.
- Vi får et lille varmepust, men kommer ikke op over 25 grader, selvom det tidligere har set sådan ud. I den sydlige del af landet kommer vi måske lige akkurat op på 25 grader i eftermiddag, siger Frank Nielsen.
Fredagens varmepust er en udløber af de høje temperaturer, der torsdag var over Frankrig. Men ifølge Frank Nielsen vil meget af den varme bevæge sig uden om Danmark.
- Så det kommer kun lige til at påvirke os lidt, fortæller han.
I løbet af fredag eftermiddag og aften peger prognoserne på regn - mest i den østlige del af landet, hvor det lokalt kan komme til at tordne.
Lidt af den regn hænger måske fast først på lørdagen, hvor der ellers er udsigt til omkring 20 grader. På den jyske vestkyst må man nøjes med mindre varme på grund af vestenvinden.
- Både lørdag og søndag byder på nogen sol og enkelte byger. Nogle steder kan man komme op på 23 grader med solens hjælp. Det er hæderligt vestenvindsvejr, forklarer Frank Nielsen.
Vestjylland bliver formentlig ramt af regn sent på søndagen, og det vejr ventes at bevæge sig ind over resten af landet natten til mandag.
Begyndelsen af næste uge ser også ud til at være kendetegnet ved "lunt vestenvindsvejr" ifølge meteorologen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned