Fredagsslik kan vælte sukkerlæsset

Disneysjov kører på fjernsynet. Det er fredag aften, og weekenden venter forude.

Mere end halvdelen af danske forældre har indført en fast slikdag i løbet af ugen, viser en ny undersøgelse, som FDB Analyse har foretaget blandt 900 børnefamilier. Men det kan være med til at vælte børnenes sukkerregnskab, lyder det fra FDB.

- Problemet med det er, at børnene ofte også får tilbudt slik ugens øvrige seks dage, uden at vi som voksne rigtig er opmærksomme på det, siger Joan Preisler, der er sundhedsansvarlig i FDB.

- Derfor kan fredagsslik lige præcis være den mængde, som gør, at børnene får for meget slik i forhold til anbefalingerne, siger hun.

At kæde slik og fjernsyn og hygge sammen kan i det lange løb også give dårlige vaner - at spise mere, end hvad godt er.

- Og når vi spiser foran fjernsynet, har vi fokus på, hvad der sker på skærmen og koncentrerer os ikke om det, vi spiser, hvordan det smager og hvornår vi ikke længere nyder det, påpeger Joan Preisler.

En tidligere undersøgelse fra FDB Analyse har vist, at 66 procent af alle voksne danskere, der sommetider spiser uden at være sultne, gør det foran fjernsynet.

/ritzau/

En ugentlig slikdag kan vælte sukkerbudgettet hos børn. Hos mange familier ryger der nemlig slik ned hver dag.

Offentliggjort Sidst opdateret