Freddy Blak og Enhedslisten til valg sammen

Den tidligere socialdemokratiske EU-politiker Freddy Blak går nu sammen med Enhedslisten i forsøget på at sætte en stopper for Socialdemokratiets totale magt i Næstved Byråd, skriver Sjællandske.

Blaklisten og Enhedslisten har indgået valgforbund til byrådsvalget i november. De to partier kalder det et fornuftsægteskab, som har til formål at forhindre, at Socialdemokratiet igen får flertal i byrådet.

I øjeblikket har Socialdemokratiet 17 af byrådets 31 pladser. Hvis aktionen skal lykkes, kræver det, at Socialdemokratiet taber to mandater ved næste valg. Ved valget i 2005 fik Enhedslisten 904 stemmer, mens Blaklisten noterede 1024 krydser, skriver Sjællandske.

Hvis de to partier dengang havde indgået valgforbund ville Blaklisten have fået et mandat, som i øvrigt var gået til Freddy Blak. Et mandat ventes at koste omkring 1200 stemmer, så det er meget sandsynligt, at valgforbundet Blaklisten/Enhedslisten får et enkelt mandat ved næste valg, og det vil tilfalde den liste, som får flest stemmer.
- Jeg tror, at det er nogenlunde fifty-fifty. Vi har en trofast kerne på 800-1000 vælgere, så vi har chancen. Derfor har vi valgt at indgå et teknisk valgforbund med Freddy Blak. Det er ikke nogen politisk aftale, siger Thor Temte til avisen.

Han var Enhedslistens spidskandidat ved sidste valg og stiller op igen, men understreger, at partiet endnu ikke har haft opstillingsmøde.

Ved sidste valg havde Enhedslisten valgforbund med SF og Socialdemokratiet.
- Vi er bange for at drukne i SFs succes. Vi tror, at SF spiser alle stemmerne, så vores chance for at komme i byrådet er via samarbejde med andre mindre lister. Derfor aftalen med Blaklisten, siger Thor Temte.

Fredddy Blak manglede sidste gang 38 stemmer i at blive repræsenteret i byrådet, skriver Sjællandske.
- Jeg tror, at vi får hver et mandat. Samarbejdet er ren matematik. Politisk er vi ikke enige om alt, men derfor kan vi godt arbejde for at få en bedre politisk debat.

Han tilføjer, at arkitekten bag det utraditionelle samarbejde er regionspolitikeren Bruno Jerup. I regionen er der i forvejen valgteknisk samarbejde mellem SF, Enhedslisten og Blaklisten.
/ritzau/




Blak går nu sammen med Enhedslisten i forsøget på at sætte en stopper for Socialdemokratiets totale magt i Næstved Byråd.

Offentliggjort Sidst opdateret