Frederik og Mary besøger ofre for voldsomme skovbrande
Det danske kronprinspar tager søndag til Blue Mountains-området nær Sydney i Australien, hvor de skal besøge et af de hårdt ramte områder for den seneste tids ødelæggende skovbrande. Det oplyser kongehuset.
Frederik og Mary besøger Winmalee, som er en af de byer, hvor indbyggerne nu forsøger at komme tilbage til hverdagen efter en af de værste skovbrande i årtier.
Kronprinsparret er på besøg i Sydney i anledningen af 40-års jubilæet for det dansk-designede operahus.
De har flere gange i løbet af deres royale turné rundt i den australske storby udtrykt stor bekymring og medfølelse for ofrene og respekt for de brandfolk, der har kæmpet mod flammerne.
- Vi har fulgt situationen tæt i de sidste otte dage fra Danmark. Vores tanker går til dem, som er blevet påvirket. Det er altid hjerteskærende at se folk, som har mistet deres ejendele og hjem, sagde Mary torsdag, da kronprinsparret blev budt officielt velkommen til Sydney.
Store skovarealer er udbrændt i den sydøstlige delstat New South Wales under de værste brande af denne type i næsten 50 år. Over 200 huse er brændt ned, og flere tusinder er blevet evakueret.
Australien er normalt plaget af skovbrande i sommermånederne fra december til februar. I 2009 gik det ud over delstaten Victoria, hvor 173 personer mistede livet på dagen, der siden blev døbt "Black Saturday".
Et rekordhedt forår og tørt vejr har sat gang i dette års skovbrande langt tidligere end normalt.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker