Frederik og Mary mindes ofre for terror

Intet besøg i New York uden Ground Zero Memorial.

Heller ikke for kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Fredag lagde kronprinsparret - sammen med deres nordiske kolleger - en buket med bånd i de rødhvide farver ved det såkaldte "Survivors tree".

Det lille pæretræ, der blev fundet i live under alle ruinerne af World Trade Center i oktober 2001, og som siden er blevet passet og plejet som symbol på livskraften og nu står stolt og rankt i mindeparken Memorial Plaza sammen med hundredvis af andre, nye træer.

Ud over det svenske kongepar, kong Carl Gustaf og dronning Silvia, Norges kong Harald og dronning Sonja deltog Finland og Islands præsidenter, Tarja Halonen og Òlafur Ragnar Grimsson, også i højtideligheden som markerer 10-året for angrebet den 11. september 2001.

2605 mennesker døde, da terrorister fløj ind i World Trade Centers tvillingtårne. Angrebet kostede et enkelt nordisk offer, svenske David Gustaf Peter Tengelin, og dronning Silvia græd under mindehøjtideligheden.

Kronprins Frederik og Mary ankom tidligere på ugen til New York for at at deltage i det danske erhvervsfremstød "Creative and Healthy for Life".

Det skal sætte fokus på Danmarks position inden for digitale løsninger på sundhedsområdet og samtidig skabe opmærksomhed om dansk kreativitet inden for design, mode og mad.

Blandt de danskere, som får en hjælpende hånd af kronprinsparret, er smørrebrødsentusiasten Adam Aamann, som i sommer åbnede egen restaurant i den fashionable Tribeca-bydel. Hans frokostrestaurant er det første rendyrkede danske spisested i New York.

Under besøget skal han sammen med andre danske stjernekokke som René Redzepi, Bo Bech og Claus Henriksen servere nordisk mad på Union Square Greenmarket.

Lørdag deltager kronprinsparret således i New Nordic Cookout, hvor René Redzepi laver ny nordisk mad - nu med lokale ingredienser!

/ritzau/

Kronprinsparret lagde mindebuket for ofrene for terrorangrebene 11. september 2001 under et besøg i New York.

Offentliggjort Sidst opdateret