Frederik og Mary skal til opera-jubilæum i Sydney
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary besøger Sydney til efteråret for at tage del i fejringen af byens ikoniske operahus, der fylder rundt - 40 år.
Kronprinsparret er tiltænkt en fremtrædende rolle i jubilæet for det verdensberømte bygningsværk, der åbnede i 1973.
De skal blandt andet åbne designudstillingen "Danish Rooms @ the Opera House", og det royale par skal også uddele deres egne kunst- og kulturpriser ved en ceremoni i operahuset 28. oktober.
- Det er første gang, at begivenheden er rejst ud fra Danmark - et nyt højdepunkt for, hvad der er blevet kaldt det danske øjeblik i global populærkultur, fra film og fjernsyn til gastronomi og musik, skriver operahuset på sin hjemmeside.
Skaberen af mesterværket med de hvide skaller i Sydneys havn var Danmarks nok største arkitekt i det 20. århundrede, Jørn Utzon. Han hyldes for at have skabt en særlig tilknytning mellem danskerne og australierne med sin arkitektoniske bedrift.
- Operahuset var uundværligt for at skabe vigtige forbindelser mellem Australien og Danmark, som fortsætter med at blive styrket og udvikle sig til denne dag, siger Louise Herron, som er øverste chef i operahuset.
- Derfor er det så passende, at nye generationer af danskere spiller en central del i vores 40 års jubilæumsfejring i oktober, tilføjer hun.
Operahuset planlægger en uge fyldt med begivenheder til at markere sit jubilæum, lyder det.
Kronprinsparret mødte hinanden i Sydney i 2000, da storbyen var vært for de olympiske lege.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker