Fremtidens pensionister betaler selv ældreboomet

Om 40 år vil pensionister betale så meget i skat af deres pensioner, at det næsten dækker de stigende udgifter til flere ældre, skriver Politiken.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fremtidens pensionister får nemlig pensionsudbetalinger, som de skal betale skat af. De velbeslåede pensionister vil også have et større forbrug, så de kommer til at lægge flere momskroner og forbrugsafgifter i statskassen end nutidens pensionister.

Det viser en kortlægning af udgifter til og indtægter fra folkepensionister i 2050, som brancheorganisationen Forsikring & Pension har lavet ved hjælp af den økonomiske model Dream.

- De øgede udgifter til flere ældre i fremtiden bliver sådan set betalt af fremtidens pensionister selv, siger underdirektør Jan V. Hansen, Forsikring & Pension, til Politiken.

Antallet af folkepensionister vil vokse fra knap 850.000 i øjeblikket til godt en million i 2050. Det vil få udgifterne til folkepension, sundhed og pleje af ældre til at stige med 33 milliarder kroner i 2010-priser over de næste 40 år.

Fremtidens pensionister vil imidlertid i 2050 også betale næsten 30 milliarder kroner mere i indkomstskat, moms og forbrugsskatter, viser kortlægningen.

- Hvis vi ikke havde fået arbejdsmarkedspensionerne, så ville det have været et rædselsscenario, siger økonomiprofessor Torben M. Andersen, Aarhus Universitet til Politiken.

Han mener, det ville have betydet, at der ville være en kæmpemæssig "forsørgerbyrde" på linje med lande i Sydeuropa, lyder det.

/ritzau/