Fribyforfatter trækker i arbejdstøjet

Det bliver langt fra et ferieophold, som forestår Danmarks første fribyforfatter, Tendai Frank Tagaria, under hans ophold i Århus i de næste to år.

Med sig i bagagen fra Zimbabwe har han 15 manuskrifter under udarbejdelse, oplyser den 26-årige forfatter efter at være landet i Tirstrup Lufthavn ved Århus.

En bog i stil med George Orwells kommunistkritiske "Animal Farm" står først for.

- Jeg vil dedikere mit liv til at arbejde for ytringsfriheden. Jeg vil skrive ret meget, siger Tendai Frank Tagaria.

Samtidig agter Århus at inddrage ham aktivt i byens kulturliv med en række arrangementer. Første gang formentlig til oktober, hvor han på teatret Svalegangen vil fortælle om sit forfatterskab og baggrunden som forfulgt systemkritiker i sit hjemland.

Imens erklærer forlaget Gyldendal - som er med til at støtte hans ophold med penge - sig indstillet på et samarbejde om at få udgivet bøger af ham på dansk.

- At få dem udgivet i mit eget land er ret urealistisk, konstaterer Tendai Frank Tagaria selv.

Hidtil har han fået udgivet seks bøger i samarbejde med et britisk forlag og trykt andre steder i Afrika.

Han fik beskeden om Århus-opholdet på en e-mail midt i april, netop som det så allermest sort ud for ham. Både fordi det zimbabwanske styre chikanerede ham, og fordi han var kørt alvorligt galt på motorcykel.

- Jeg græd, det er et mirakel, tænkte jeg, fortæller han.

Den zimbabwanske forfatter bliver installeret i en lejlighed midt i Århus. Byens kulturforvaltning vil som det første hjælpe ham til at finde ud af at købe ind og finde rundt i sin friby.

- Jeg regner med at invitere ham med til at se fodboldlandskampen mod Cameroun der, hvor jeg skal se den, siger kulturrådmand Marc Perea Christensen (K).

/ritzau/

Zimbabwansk forfatter har 15 manuskripter med i bagagen til Århus. En af hans første kulturoplevelser bliver nok fodboldkampen mellem Danmark og Cameroun.

Offentliggjort Sidst opdateret