Danmark har sammen med USA, Canada og de øvrige nordiske lande den højeste forekomst af kræft i mundsvælget. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau ScanpixIda Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Kræft i svælget er gået fra en tobakssygdom til en hpv-lidelse. Tidligere seksuel debut er en forklaring.
Ritzau RitzauRitzau
OffentliggjortSidst opdateret
Engang ramte kræft i svælg og mandler mænd i pensionsalderen, som for manges vedkommende havde røget og drukket livet igennem.
Sådan er det ikke mere. En ny undersøgelse fra Rigshospitalet viser, at langt de fleste i dag får den alvorlige diagnose, fordi de tidligere er blevet smittet med hpv-virus.
- Danmark er sammen med USA og Canada blevet et højrisikoland i forhold til kræft i svælget. I Norden er det kun Sverige, der overgår os, siger professor, læge Christian von Buchwald, der er leder af forskningsprojektet.
Sammen med kolleger har han undersøgt godt 2200 patienter i Østdanmark i årene fra 2000 til 2017. Gennemsnitlig for de 18 år kan sygdommen hos 55 procent relateres til virusset.
Men tendensen vokser år for år, og i 2017 var hpv årsag hos 75 procent. Samtidig bliver patienterne yngre.
Annonce
- Tidligere var patienterne typisk ældre med følgesygdomme som kol og hjerte-kar-sygdomme.
- I dag er det ellers raske, som har taget fri fra arbejde for at gå til læge. De er ømme i halsen eller har mærket en lille knude, siger Christian von Buchwald.
Hpv-virus overføres seksuelt via slimhinderne, og når det rammer flere, så skyldes det ændrede sexvaner.
- Årsagen er formentlig en tidligere seksuel debut og flere partnere. 1968-miljøet spiller nok en stor rolle, siger han.
Mundsvælgkræft er en alvorlig sygdom, som kræver behandling med operation og stråler. Mange får gener resten af livet.
Det kan flere skånes for, hvis hpv-vaccinationen udbredes, påpeger forskerne. I dag gives den gratis til alle piger, til de fylder 18 år. Med enkelte undtagelser gælder samme tilbud kun for drenge indtil 12 år.
Derfor opfordrer forskerne til, at flere drenge tilbydes gratis vaccination.
Det ønske støttes af Kræftens Bekæmpelse, hvor overlæge og projektchef Janne Bigaard mener, at drenge og piger bør ligestilles. Dermed ville alle drenge op til 18 år kunne blive vaccineret gratis.
- Vi kontaktes af mange forældre, som med rette er forvirrede, fordi reglerne er forskellige alt efter, hvornår barnet er født.
- I nogle skoleklasser er der nogle drenge, som kan blive vaccineret gratis, men andre er afhængige af, at deres forældre vil betale.
Annonce
Hpv-vaccinen er ud over livmoderhalskræft godkendt til at forebygge analkræft og kønsvorter. Men den er endnu ikke godkendt til at forebygge kræft i mundsvælget.
Derfor kan Sundhedsstyrelsen ikke anbefale vaccination til det formål, oplyser styrelsen i en mail.
Kræft i svælget har tidligere været forbundet med et højt indtag af alkohol og mange cigaretter. I dag skyldes det især hpv-virus. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau ScanpixNiels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Ulrik passer broen: - Den bedste arbejdsplads, man kan få
Aftenåbent i hedebølgen blev en stor succes
Nysted fik sin klosterhave
Fra Bangkok og Rom til Femø Havn: Ciuk og Finns ø-eventyr begyndte med søsyge
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder