Friis: Det er som en Roskildefestival

Danmarks nye klima- og energiminister, Lykke Friis (V), er "dybt fascineret" af begivenhederne på FN's klimatopmøde i København. Som nyudnævnt minister glæder hun sig over at have snuset til klimapolitikken i sit tidligere virke som prorektor ved Københavns Universitet.

- Det er dybt fascinerende. Men heldigvis er der jo nogle klare forbindelser til de ting, jeg har lavet før. På Københavns Universitet kørte vi en stor klimasatsning. Så på den måde har jeg haft en god opvarmningsperiode, siger Lykke Friis under sit første besøg i Bella Center.

Hun beskriver FN-topmødet som "en krydsning mellem et EU-topmøde, Roskildefestivalen og Hjallerup Marked".

- Det er meget, meget stort. Og det er egentlig først, når man er her, at det går op for én, hvor stort det er, lyder ministerens beskrivelse.

Lykke Friis erkender, at der står "utrolig meget" på spil i forhandlingerne, som hun imidlertid ikke ønsker at kommentere.

- Jeg kommenterer ikke på verserende forhandlinger, siger hun.

Den danske klimaminister gør først sin officielle entré i Bella Center i næste uge, hvor hun sammen med resten af verdens klima- og miljøministre overtager forhandlingerne fra de mange embedsmænd, som har brugt den første uge på at få høvlet en lang række udeståender ned.

Det er EU, der forhandler på Danmarks vegne på topmødet, så Lykke Friis vil primært skulle bruge sin tid på at koordinere med EU-kredsen.

- Det bliver min vigtigste rolle, forklarer hun.

Lykke Friis overtog for nylig posten som klimaminister efter Connie Hedegaard (K), og hun bruger derfor i øjeblikket alle vågne timer på at sætte sig ind i de komplicerede klimapolitiske sager.

- Og så deltager jeg i høj grad også i arrangementer, hvor man kan præsentere danske produkter, der er en del af det danske udstillingsvindue, som COP15 jo altså også er, siger ministeren.

/ritzau/

FN's klimatopmøde minder om en blanding af et EU-topmøde, Roskildefestivalen og Hjallerup marked, siger klimaminister Lykke Friis under et besøg i Bella Center.

Offentliggjort Sidst opdateret