Frit valg til privat operation på pause

Nogle hospitalspatienter risikerer længere ventetider på operationer i konsekvens af sammenbruddet i forhandlingerne mellem Danske Regioner og privathospitalernes brancheforening, BPK.

Forhandlingssammenbruddet for 12 behandlingstypers vedkommende betyder nemlig, at de offentlige sygehuse ikke er forpligtede af loven om det udvidede, frie sygehusvalg til at sende patienterne videre til privathospitalerne, når det offentlige ikke selv kan nå at klare opgaven inden for en måned. Det oplyser Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

- Hvis der ikke er en aftale med et konkret privat sygehus eller klinik om den behandling, der er behov for, har borgerne derfor heller ikke ret til at blive behandlet der, skriver ministeriet til Ritzau.

Det drejer sig om operationstyper for fedme, diskusprolaps, prostata, skulder og overarm, knæ, lår, underben og galdeblære. Her har regionerne og BPK ikke kunnet enes om nye takster i 2010. Regionerne vil betale mindre end sidste år, mens privathospitalerne forlanger flere penge.

Regionerne satser på, at nogle af det halvt hundrede privathospitaler og klinikker æder de lavere satser, selv om brancheforeningen siger nej. Det vil hjælpe til at forkorte ventetiden.

Det er også uvist, i hvilken udstrækning de offentlige sygehuse alligevel kan nå at behandle folk inden for den måned behandlingsgarantien ellers giver, før loven udløser patientretten til at vælge privat hospitalsbehandling.

Inden for en månedstid skal et voldgiftsnævn med deltagelse af regionerne, privathospitalerne og en uvildig opmand nu skrue nye takster sammen for de 12 operationstyper. Det står dog privathospitalerne frit også at afvise voldgiftsafgørelsen.

/ritzau/

Forhandlingssammenbrud for operationspriser sætter loven om frit valg mellem offentlig og privat sygehusbehandling ud af kraft for bl.a. fedme og diskusprolaps.

Offentliggjort Sidst opdateret