Uregerlige børn, drikkekonkurrencer og afhængighed. Konsekvenserne er mange, når børn indtager energidrikke som Red Bull, Cult og Burn i fritidsklubberne.
Derfor har flere ungdomsledere i de lokale klubber forbudt de koffeinholdige drikke. Energidrikkene kan ende med at bygge bro til alkohol, mener de.
På Korsløkke Ungdomsskole i Odense har de forbudt alle former for energidrikke, fortæller klubleder Bo Hansen.
- Både i dag- og aftentimer samt til vores weekendture og overnatninger har vi forbudt de koffeinholdige drikke, siger Bo Hansen.
Han har oplevet, at flere af børnene er begyndt at ligne voksne mennesker i deres drikkevaner og er bekymret for, om børnenes adfærd kan føre til et misbrug med andre stimulanser.
- Børnene prøver at efterligne de voksne ved at afholde drikkekonkurrencer. Ved at indtage flere energidrikke på kort tid, gør de noget, der er forbudt og stimulerende. Og det er ikke sundt for børn i 10-12 års alderen, siger klublederen.
Flere klubber i landets regioner har meldt tilbage til Ritzau, at de har forbudt energidrikkene, fordi det er sundhedsskadeligt og vanedannende.
Hos fødevarestyrelsen er de enige. Men kun hvis børnene drikker for store mængder og begynder at eksperimentere med det, understreger Jens Therkel Jensen, der er konsulent i Fødevarestyrelsen.
- Et barn på 40 kilo må højest indtage 100 milligram koffein om dagen. I en energidrik er der typisk 80 milligram. Barnet kan opleve mavesmerter, hovedpine og sågar hurtig hjertebanken, hvis man overstiger de anbefalinger, siger Jens Therkel Jensen.
Han understreger dog, at det ikke er videnskabeligt bevist, at overdrevet forbrug af energidrikke hos børn kan føre til alkoholmisbrug.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde