Den bidende frost får hjemløse til at opgive opgange og kælderskakte. I stedet har godt 15 hjemløse foreløbig søgt ly i gymnastiksalene på Blågård Skole i København.
De var natten til lørdag inviteret inden for af skoleleder Klaus Mygind, fordi der i vinterkulden er mangel på sovepladser på herbergerne. Natten til lørdag var det næsten minus 14 grader i København, og i december døde to hjemløse i Jylland på grund af kulden.
De hjemløse på Blågård Skole var taknemmelige for det ekstra sovetilbud, fortæller én af de frivillige, der også overnattede på skolen.
- De har alle sammen været utroligt taknemmelige, og det har fungeret fint og helt uden problemer, siger Molli Marcussen.
Initiativet blev taget sent fredag eftermiddag, og omfatter ud over Blågård Skole, Alle Helgens kirke på Amager, mens Oehlenschlægergade Skole på Vesterbro lover at stå til rådighed, hvis det bliver nødvendigt. I Alle Helgens Kirke overnattede et par stykker, men initiativtager April Chris forventer endnu større interesse i de kommende nætter på alle tre adresser.
- Nu har vi fået informeret de forskellige myndigheder om tilbuddet, og rygtet har spredt sig i miljøet, så jeg tror, der bliver mere travlt i nat, siger hun.
Kirkens Korshær organiserer flere herberg i København, og her må man afvise mange i porten i kulden.
- Derfor er vi glade for alle de øvrige initiativer, der bliver taget for at hjælpe de hjemløse, siger korshærsleder Annemette Nyfos.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned