Fuglesangen daler i prestigefyldt naturområde
Bramgæs på Mandø. Foto: Carsten Ingemann/POLFOTO/arkiv
Carsten Ingemann/POLFOTO/arkiv
Samtidig med fejringen af Vadehavet som unik verdensnaturarv, så er områdets fuglerigdom på voldsom retur.
Den danske del af Vadehavet er netop udnævnt af Unesco som enestående verdensnaturarv på linje med Grand Canyon. Alligevel er beskyttelsen af Vadehavets ynglefugle slået fejl.
Optællinger viser, at to ud af tre vibepar er forsvundet fra de privatejede og kommunale dele af marsken siden 1996. Antallet af klyder i Vadehavet er mere end halveret siden 1990.
På fastlandet er der kun en tredjedel af strandskaderne tilbage, mens bestanden på Mandø og Rømø er halveret siden 1996, ifølge bladet Fugle og Natur.
- Det er foruroligende, at de ellers vidt udbredte og såkaldt almindelige arter forsvinder fra Vadehavsregionen, siger Marco Brodde, der er næstformand i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Ifølge ornitologerne skyldes problemerne udviklingen i landbruget. Tidligere var der store områder med afgræssede fugtige enge og masser af fugle. Men i dag er køerne på stald, og marskengene drænes tørre og pløjes op.
De fugtige områder, der skulle skabe larver og føde til fuglene, er alt for få.
Selvom der gennem tiden er brugt 80 millioner kroner på aftaler med landmænd om mere fuglevenlig drift, har aftalerne været få og midlertidige.
Men skal landbruget lave nye aftaler for at styrke fuglelivet i området, er en markant økonomisk gulerod nødvendig. Det vurderer Henrik Frandsen, bestyrelsesmedlem i Sønderjysk Landboforening og 2. viceborgmester (V) i Tønder Kommune.
- Nye aftaler skal være så attraktive, at landmændene ikke kan sige nej. Ingen landmænd bryder sig om oversvømmede marker, men foretrækker ordentlig afvanding.
- Så skal nye aftaler have nogen gang på jorden, skal der også være en gevinst for landmanden, og ikke kun naturen, siger Frandsen til Ritzau.
- Jeg har ikke bidt mærke i, at der mangler fugle i Vadehavet. Tværtimod er der rigtigt mange. Natur er jo heller ikke noget statisk, men forandrer sig hele tiden, siger han.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde