Fysisk arbejde er sundhedsfarligt

Vil du have større mulighed for at undgå hjerte-kar-sygdomme, skal du finde et kontorjob. En stor dansk undersøgelse viser, at folk med hårdt fysisk arbejde dør tidligere, end folk der sidder på deres flade hele dagen.

Det skriver videnskab.dk. Motion i fritiden gør risikoen for at dø markant mindre, siger et hold forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). De har undersøgt data på 5000 danskere gennem 30 år.

- Vi synes, det er en vigtig undersøgelse, for mange i dag har hårdt fysisk arbejde, og de fleste tror måske, at det er tilstrækkeligt at være fysisk aktiv i sit arbejde. Men undersøgelsen viser netop, at det ikke er tilstrækkeligt, siger Andreas Holtermann, forsker, ph.d. ved NFA.

Undersøgelsen er lavet sammen med forskere fra Syddansk Universitet og Bispebjerg Hospital. De har blandt andet set på alder, BMI, blodtryk, diabetes, alkohol, rygning og social klasse i undersøgelsen.

Ifølge Andreas Holtermann kan de overraskende resultater skyldes, at der er mindre mulighed for at bevæge sig på arbejdet, end ved træning i fritiden.

- Indtil videre kender vi ikke mekanismen bag tallene, men vi er i fuld gang med at undersøge, hvilke faktorer der kan forklare vores fund, lyder det fra Andreas Holtermann.

Heldigvis kan motion i fritiden hjælpe meget. Gå- og cykelture i mindst fire timer om ugen nedsætter risikoen for at få hjerte-kar-sygdomme med hele 38 procent.

/ritzau/

Folk, der har hårdt fysisk arbejde, har risiko for at dø tidligere af hjerte-kar-sygdom end folk med stillesiddende arbejde. Det viser stor dansk undersøgelse.

Offentliggjort Sidst opdateret