Fysisk sygdom øger risiko for angst

En stor undersøgelse lavet af Danske Patienter viser, at krop og sjæl ikke er helt uafhængige størrelser.

En stor rundspørge blandt Danske Patienters medlemsorganisationer viser, at patienterne i 12 ud af de 13 organisationer i stort omfang er præget af psykiske problemer - ofte meget alvorlige problemer.

Mennesker med alvorlig eller kronisk sygdom har tilsyneladende en øget risiko for at få en psykisk sygdom - primært ikke-psykotiske lidelser som for eksempel depression og angst.

Alle organisationer beretter, at de psykiske problemer påvirker patienternes evne til at blive på arbejdsmarkedet, og at halvdelen af patienterne mister lysten til at leve. 11 ud af 13 organisationer beretter, at patienterne føler sig isolerede fra omverden med videre.

Danske Patienter opfordrer nu politikerne til at tage hånd om problemet.

- Gode intentioner er ikke længere nok, siger formanden for Danske Patienter, Lars Engberg.

- Der er alvorligt brug for tiltag, der kan sikre mennesker med psykiske følgevirkninger af deres fysiske sygdom en værdig behandling. Problemerne er kendte, og vi har løsningerne. Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre den nuværende og kommende regering til at sikre handling på området, siger han.

11 ud af 13 organisationer kan desuden berette, at de psykiske problemer er med til at forværre den fysiske sygdom hos patienterne.

/ritzau/

Mennesker med alvorlig eller kronisk sygdom har en øget risiko for en psykisk sygdom som depression og angst.

Offentliggjort Sidst opdateret