Gade afviser drab på narkobagmænd

Hvis civile afghanere peger en riffel mod danske soldater eller graver miner ned for lemlæste udsendte fra forsvaret, så risikerer de at få en kugle i hovedet. Men Danmark vil ikke deltage i likvidering af 50 navngivne narkobagmænd, der finansierer Talibans kamp mod de internationale styrker i Afghanistan. Det fastslår forsvarsminister Søren Gade (V).

Det er USA, der har udarbejdet listen over i alt 367 personer, som skal fanges døde eller levende. Heriblandt er 50 civile, som, USA angiveligt har beviser for, finansierer Taliban, men dem bliver danske soldater ikke indsat for likviderer, fordi de danske soldater til alle tider skal overholde den humanitære folkeret:

- Det er ikke i orden at dræbe civile, og kriminelle skal stilles for en almindelig domstol. Men hvis man tager aktiv del i kampen eller lægger vejsidebomber, som lemlæster danske soldater, så risikerer man at få en kugle i hovedet. Det er i overensstemmelse med folkeretten, og det har jeg ikke noget problem med, siger Søren Gade.

Han var torsdag kaldt i samråd af Enhedslistens forsvarsordfører Frank Aaen, der afkrævede ministeren svar på, om Danmark er ved at åbne for ubevæbnede civile som legitime mål i Afghanistan. Det skete efter udtalelser fra Søren Gade til dagbladet Politiken, som ifølge Frank Aaen kan tolkes i retning af at Danmark skal være en del af den amerikanske jagt på bagmændene.

Forsikringerne fra Gade er dog ikke nok til helt at berolige Frank Aaen.

- Jeg er lidt mere tryg, men det er ikke nok at sige, at man overholder folkeretten. Det sagde USA også, mens man fløj soldater til Guantanamo. Vi må stadig følge op på, hvad regeringen gør og autoriserer i Afghanistan, siger Frank Aaen.

/ritzau/

Danmark skal ikke deltage i drab på 50 navngivne narkobagmænd, som USA har udpeget, fastslår forsvarsminister Søren Gade. Frank Aaen formildet, men ikke tryg.

Offentliggjort Sidst opdateret