Gamle danske F-16-kampfly kan ende på argentinske hænder
Danske F-16 kan ende med at blive solgt til Argentina.
På billedet ses F-16 fly i formation i forbindelse med markeringen af dronningens 50-års regentjubilæum, som markeres med en parade i Korsør, mandag den 29. august 2022. (Arkivfoto.). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
De danske F-16-kampfly skal udfases fra flyvevåbnet. Argentina kan blive en mulig aftager af flyene.
Det argentinske luftvåben har sendt en delegation til Danmark for at forhandle om et muligt køb af de F-16-kampfly, som skal udfases fra det danske luftvåben.
Delegationen blev sendt afsted fredag, skriver Jyllands Posten. Avisen citerer argentinske medier.
Argentinas direktør for planlægning og indkøb i luftvåbnet, Diego García, fortæller til den argentinske tv-station TN, at delegationen består af teknikere og specialister.
Siden 80'erne har F-16-flyene været en del af det danske luftvåben.
Luftvåbnet er imidlertid i gang med at udskifte F-16-flyene med de nyere F-35-kampfly fra den amerikanske producent Lockheed Martin.
Det danske luftvåben råder over 43 F-16-fly. 30 af dem er stadig en aktiv del af flyflåden.
Ifølge Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse er der mellem 16 og 24 af de danske F-16-fly, som stadig har lang nok levetid til, at et andet land kan få gavn af dem.
Det er stadig usikkert, hvor mange fly Argentina potentielt vil købe, og i så fald hvornår landet vil overtage dem.
Et salg kunne potentielt indbringe Danmark et trecifret millionbeløb.
Et salg vil dog også afhænge af en godkendelse fra både USA og Storbritannien. Det skyldes, at flere komponenter i F-16'eren er produceret i de to lande.
Danmark er tilsyneladende ikke den eneste nation, som Argentina overvejer indkøb af våben i.
Ifølge det argentinske medie TN er argentinske teknikere og specialister i gang med at gennemgå muligheder for indkøb også i Kina og Indien.
Forsvaret besluttede tidligere i år at udskyde udfasningen af de danske F-16-fly til senest 2027.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde