Gamle plader indstillet til musikpris
Pladeselskaberne har måttet tage dispensationsreglerne i brug for at finde kandidaterne til hovedprisen "Årets Album" ved det kommende Danish Music Awards.
Blandt de fem nominerede udgivelser, som tirsdag blev offentliggjort, er to nemlig udsendt før den periode, som prisshowet samler op på.
Som hovedregel skal en plade være udgivet i perioden fra starten af august 2011 og et år frem, før den kan nomineres.
Men både Oh Lands "Oh Land" og When Saints Go Machines "Konkylie" er væsentligt ældre, da pladerne er udgivet i henholdsvis marts og maj sidste år.
- Der er mulighed for at få en dispensation, som ligger i regelsættet, forklarer Lasse Lindholm til Ritzau.
Han er pressechef i pladeselskabernes brancheorganisation IFPI, som arrangerer Danish Music Awards, og han understreger, at det ikke er første gang, at der gives dispensation.
- Man kan have et forhold, hvor man er udkommet tidligere, men har præsteret størstedelen af sit salg i perioden. Hvis pladeselskabet kan dokumentere det, så kan vi godt acceptere det og give en dispensation, uddyber han.
De nominerede til prisen findes af en fagjury, som tager udgangspunkt i listen over de 100 mest sælgende plader, der er udkommet i perioden.
Lasse Lindholm afviser dog, at den dobbelte dispensation er udtryk for en mangel på kvalificerede kandidater i det seneste års udgivelser.
- Det er en mulighed, vi har for at kunne sige, at de album, der har markeret sig i det seneste år, skal have en mulighed, også selvom de er lidt ældre.
- Men det er en hårfin balance, og vi vil selvfølgelig ikke nominere en Beatles-plade, siger Lasse Lindholm.
Danish Music Awards uddeles 10. november ved et tv-transmitteret show i Forum i København.
De øvrige nominerede til årets album er Malk De Koijn, Lukas Graham og EaggerStunn.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde