Gasværk-chef: Breivik-teater er en pligt

Hun ville aldrig selv gøre det. Alligevel mener teaterchef for Østre Gasværk, Pia Jette Hansen, at CaféTeatret i København gør sin pligt, når det vælger at sætte et stykke om den norske massemorder Anders Behring Breiviks manifest op.

- CaféTeatret gør jo det, at de er aktuelle og debatskabende, og det er jo også teatrets pligt. Jeg synes faktisk, at teatret tager handsken meget modigt op og sætter debatten på dagsordenen, og det har jeg egentlig respekt for, siger Pia Jette Hansen.

- Det er utroligt modigt, og det får debatten til at give mening, da det giver endnu en snak om, hvorfor det skete, hvor forfærdeligt var det, og hvordan kan vi forhindre, at sådan noget sker igen, tilføjer hun.

Hun ville dog aldrig selv sætte et lignende stykke op på de skrå brædder på Østre Gasværk.

- Vi ville ikke sætte det op, men det er der mange grunde til. Vi har eksempelvis ikke tradition for hos os at tage et sådant stykke op. Jeg ville ikke have gjort det her midt i denne sorgperiode, men der ligger ingen kritik af CaféTeatret i det, siger Pia Jette Hansen.

Hun forstår endvidere godt, at reaktionerne er voldsomme omkring opsætningen af stykket.

- Vi bærer jo stadig sorg, for vi står stadig "midt i det". Vi er stadig i en periode, hvor vi ikke er færdige med at sørge over det frygtelige, der skete. Det er jo derfor, at folk reagerer så kraftigt, og det kan jeg godt forstå, at de gør, siger teaterchefen.

Hun tror ikke, at reaktionerne havde været de samme, hvis stykket først var blevet sat op om et par år.

/ritzau/

Østre Gasværks teaterchef mener, at CaféTeatret gør sin pligt, når det sætter et stykke om Anders Breivik op.

Offentliggjort Sidst opdateret