Genbrugsplads indvies med jazz og varme pølser

Lørdag klokken 11.00 indvier REFA’s bestyrelsesformand Poul Henrik Pedersen den nye Sakskøbing Genbrugsplads på Flintevej 2 i Sakskøbing.

Det sker under festlige former, der sætter lidt kulør på en grå novemberdag. Jazzorkestret SPAR 2 underholder og REFA serverer pølser, øl og sodavand til alle, der har lyst til at fejre Lolland-Falsters nyeste genbrugsplads, skriver REFA i en pressemeddelelse.
 
Genbrugspladsen er tegnet af Arkitektfirmaet Friis Andersen og bygget af entreprenørfirmaet Troels Jørgensen Entreprise A/S. Den repræsenterer en investering på over 10 millioner kroner og er indrettet efter den populære REFA-model, som findes flere andre steder på Lolland Falster. En model hvor containerne er placeret i en rundkreds. Bestem en fordel for de, som ikke er gode til at bakke med trailer.
 
- Pladser bygget efter REFA-modellen er fuldstændig ens. Det betyder, at borgere og erhvervsliv hurtigt føler sig hjemme, uanset hvilken genbrugsplads de benytter, siger Mette Suhr Stoffregen, afdelingschef for REFA Logistik og Genanvendelse.
Med pladsen i Sakskøbing har Lolland-Falster fået i alt ni genbrugspladser efter REFA-modellen. De otte andre ligger i Nørre Alslev, Stubbekøbing, Nykøbing Falster, Marielyst, Øster Toreby, Nysted, Rødby og Horslunde.
Senere på måneden bliver Nakskov Genbrugsplads indviet efter en omfattende ombygning, og inden for de næste år, vil der også blive bygget en ny plads i Maribo.
 
Lørdag er en festdag. Det betyder, at den nye Sakskøbing Genbrugsplads ikke tager imod affald.  Der henvises til den gamle genbrugsplads på Nystedvej 54 C.
Foto: Arkivfoto: Anders Knudsen

Ny genbrugsplads er på plads i Sakskøbing. Den invies under festlige former lørdag.

Offentliggjort Sidst opdateret