Generalsekretær med drømme om Folketinget
Efter 12 år som generalsekretær for KFUM og KFUK sigter han nu efter Christiansborg. Den 8. marts fylder Jørgen Kvist 60 år.
Fællesskabet og foreningslivet har altid været en rød tråd i Jørgen Kvists liv. Først i folkekirken og senest som generalsekretær i KFUM og KFUK.
Den 8. marts fylder han 60 år.
- På et personligt plan har det været verdens bedste job. Jeg har haft det som en meget frisk laks i et strømmende vandløb, fortæller Jørgen Kvist om sine 12 år på posten som generalsekretær.
Jørgen Kvist blev uddannet præst i 1996 og har arbejdet som forstander på Haslev Udvidede Højskole.
Efter posten som forstander var han projektleder i Folkekirkens Nødhjælp og blev derefter præst i Karlebo Sogn i Nordsjælland. Han tiltrådte stillingen som generalsekretær hos KFUM og KFUK i 2013.
KFUM og KFUK står for Kristelig Forening for Unge Mænd og Kristelig Forening for Unge Kvinder. KFUM og KFUK har eksisteret siden 1878 og er den ældste af en række forskellige KFUM og KFUK-organisationer i Danmark.
I Jørgen Kvists tid på posten har KFUM og KFUK udviklet en række initiativer, der skal invitere endnu flere ind i foreningen, såsom fællessang for ensomme unge samt oprettelsen af børnehøjskoler rundt i landet.
- I en tid, hvor unge er ekstremt optaget af, hvor mange likes de får, og hvor de søger beskæftigelse i deres omgivelser, så har kristendommen sin plads.
- Den fortæller dig på forhånd, at du som menneske grundlæggende har værdi, fortæller Jørgen Kvist.
Men nu vil Jørgen Kvist bidrage til fællesskabet på en ny måde. I maj 2024 meldte han ud, at han til næste folketingsvalg stiller op som kandidat for SF i Esbjerg. Han stopper til sommer som generalsekretær hos KFUM og KFUK.
- Når man har været 12 år i en organisation, så har den brug for noget nyt, mener han.
Hos den kommende folketingskandidat er der ingen tvivl om, hvad han ønsker at opnå i politik:
- Tempo og ambition på de grønne områder og naturforvaltningen samt gode, smarte teknologiske løsninger på klimaproblemer.
Jørgen Kvist er gift med Marianne Hoff Andersen, forperson for Folkekirkens Nødhjælp. Sammen har de børnene Adrian og Theresa.
På den runde dag er Jørgen Kvist inviteret til fest af sin tvilling, Arne Kvist, hvor de sammen fejrer deres fælles fødselsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned