Gigantskulptur på Aarhus Havn droppet
Planerne om en 72 meter høj skulptur på havnen i Aarhus bliver nu sat i bero.
Ifølge Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), har det ganske enkelt ikke været muligt at skaffe finansiering til det, der skulle have været byens nye vartegn.
Kæmpeskulpturen skulle have været finansieret af private fonde, men det har ikke været muligt for initiativtagerne at få de nødvendige tilsagn.
- Det var en forudsætning i efterårets budgetforlig, at initiativtagerne skulle skaffe sikkerhed for finansieringen, så "Store Robert" kunne overdrages som en gave til Aarhus by, siger Jacob Bundsgaard.
Forlægget til "Store Robert" var lavet af den afdøde billedkunstner Robert Jacobsen.
Bag planerne om skulpturen, der blev præsenteret af daværende Aarhus-borgmester Nicolai Wammen (S) forrige år, stod den lokale finansmand Frank Johansen.
Han er ærgerlig over, at planerne nu må sættes i bero.
- "Store Robert" er et fantastisk projekt, og jeg har været optimist hele vejen, men må også erkende, at opgaven har været sværere end forudset på grund af den generelle økonomiske situation, siger Frank Johansen.
Selv om planerne i første omgang ikke bliver til noget, vil han endnu ikke opgive tanken om kæmpeskulpturen. Planen er nu, at den i stedet skal stå klar senest i 2017.
På borgmesterkontoret er man da også klar til igen at se på projektet, hvis det lykkes folkene bag at skaffe pengene.
- Skulle initiativtagerne på et senere tidspunkt lykkes med at rejse midlerne, vil vi på ny vurdere projektet, siger Jacob Bundsgaard.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker