Glad minister: Nu vælger unge de rigtige uddannelser
Foto: Torkil Adsersen /Scanpix
Torkil Adsersen /Scanpix
Mange af de unge, som tirsdag får brev med et tilbud om optagelse på et videregående studie, har valgt en uddannelse, som giver gode jobmuligheder.
Otte procent flere studerende er nemlig kommet ind på erhvervsakademierne, sammenlignet med sidste år. Det viser årets opgørelse over studieoptag på landets videregående uddannelser.
Krisen har gjort de unge klogere på, hvilke uddannelser, der lønner sig, lyder det fra uddannelsesminister Morten Østergaard (R).
- De unge har set skriften på væggen. Der bliver krav til øgede kvalifikationer, lige fra faglærte til Ph.d., siger ministeren.
Erhvervsakademiuddannelserne, der i høj grad udvikles i tæt kontakt med det private erhvervsliv, giver nemlig efterfølgende mange færdiguddannede job i den private sektor.
At de unge nu i højere grad søger ind på de mere erhvervsmålrettede uddannelser, vækker derfor glæde hos uddannelsesministeren.
- Set i lyset af diskussionen om, hvorvidt de unge nu søger de rigtige uddannelser, så glæder det mig særligt meget, at de tekniske, it-faglige, men også de naturvidenskabelige uddannelser er i vækst, siger Morten Østergaard og fortsætter:
- Det betyder altså, at det, der skal drive væksten i Danmark, nemlig velkvalificerede unge mennesker med en god uddannelsesmæssig baggrund, der kan få arbejde i den private sektor, det kan vi levere i vidt omfang.
De største stigninger i antallet af optagne i forhold til sidste år finder man på Erhvervsakademi Kolding med 24 procent, Erhvervsakademi Dania med 18 procent, Aalborg Universitet med 16 procent, Copenhagen Business Academy med 12 procent og Erhvervsakademi Sjælland med 11 procent.
Årets rekordstore optag betyder samtidig rekordmange afslag. I alt har 20.654 fået afslag fra de studier de har søgt.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde