Glas, elpærer og pizzaæsker: Sådan sorterer du korrekt
Du behøver ikke at skylle et glas, før du smider det i en glascontainer, men du skal tømme det, så godt du kan. (Arkivfoto). Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Skal du skylle et glas, før du smider det i en glascontainer, og hvordan skal elpærer smides ud? Få styr på sorteringen af dit affald.
Ritzau RitzauMurat Tamer, Ritzau Fokus/ritzau/
Offentliggjort
Du har måske overvejet, om du egentlig skal skylle og rengøre dåsen fra de hakkede tomater eller glasset med marmelade, før du smider emballagen ud.
Men du behøver faktisk ikke at skylle emballagen.
Det forklarer Niels Toftegaard, der er kommunikationschef i Brancheforeningen Cirkulær, som er en interesseorganisation for landets kommuner og kommunale affaldsselskaber.
- For vores skyld behøver man ikke at skylle et glas, før man kommer det i en glascontainer. Men glasset skal tømmes så meget som muligt. Vi ville nok være kede af at få et glas, der er halvt fyldt med karrysild, siger han og griner.
Og det samme gælder for andre emballagetyper som for eksempel metaldåser.
Annonce
Har glasset et metallåg, kan du smide det med i glascontaineren, for glas og metal vil senere blive sorteret, før det bliver genanvendt.
- Men hvis man kan overskue det, må man hjertens gerne tage låget af og komme det i en metalcontainer, siger han og tilføjer:
En udbredt misforståelse er, at pizzaæsker skal i papcontaineren. På grund af det mulige indhold af fluorstoffer og madrester skal pizzaæskerne smides ud som restaffald. (Arkivfoto). Foto: Jens Kalaene/Ritzau Scanpix
- Til gengæld må man ikke komme hverken keramik eller porcelæn i en glascontainer. De skal på genbrugsstationen.
Det er ikke den eneste almindelige fejl, når affaldet skal sorteres.
- En typisk misforståelse er, at man kommer pizzaæsker i papcontaineren. Det skal man undgå, fordi vi ikke ved, hvor meget af de skadelige fluorstoffer der er i pizzaæsken. Vi vil gerne undgå, at de fluorstoffer kommer i genanvendt pap, siger Niels Toftegaard.
En anden udfordring med pizzaæsker er, at de kan indeholde fugt og madrester. Hvis du skal skille dig af med pizzaæsker, skal du smide dem i restaffald.
Niels Toftegaard opfordrer også til, at du er ekstra opmærksom på sortering af farligt affald som elpærer, batterier, spraydåser, maling og kemikalier, der skal brændes eller genanvendes på særlige anlæg.
Ifølge tal fra Miljøstyrelsen vil miljøet årligt blive sparet for omkring 590.000 ton CO2-udledning, hvis alle danskere sorterer alt husholdningsaffald frem for at sende det til forbrænding.
Når affald bliver blandet, ender det hele med at blive sendt til forbrænding, og værdifulde materialer går tabt. Derfor er det nødvendigt at sortere, hvis materialer som plastik, metal, glas, pap og papir skal kunne genanvendes.
En elpære skal sorteres som farligt affald. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Og jo mere, vi sorterer og genanvender affald, desto mindre bliver udledningen af CO2, som er en af de drivhusgasser, der bidrager til drivhuseffekten.
Annonce
I EU bliver tekstilproduktion betragtet som en af de helt store klimasyndere, og vi skal blive bedre til at sortere tekstilaffald.
Men det er lidt forskelligt, hvordan tekstilaffald bliver indsamlet i de enkelte kommuner. Du bør derfor undersøge, hvilke retningslinjer der er i din kommune.
- Nogle steder er der storskrald, mens andre kommuner har meldt ud, at man kan komme tekstilaffald i en lukket pose og smide den i pap- eller papircontaineren, siger Niels Toftegaard. Han understreger, at brugbart tøj fortsat skal gives til genbrug.
Der kan også være en særskilt tekstilcontainer udvalgte steder i kommunen. Ellers kan du altid aflevere tekstilaffald på den nærmeste genbrugsstation.
/ritzau fokus/
FAKTA: Korrekt affaldssortering
* Glasaffald er glas, der er tømt og skrabet rent for mad- eller drikkevarer. Du behøver ikke at skylle glasset. Porcelæn, keramik og spejle skal på genbrugspladsen.
* Metal kan være tømte konservesdåser, metallåg, gryder, pander og øldåser uden pant. Spraydåser skal sorteres som farligt affald.
* Plast er for eksempel plastbakker, -bøtter og -låg. Det kan også være plastikposer eller plastlegetøj uden elektronik.
* Alle produkter, der indeholder elektronik, skal sorteres som elektronikaffald. Det gælder også blinkende børnesko og legetøj med elektronik.